DATO / 13. marts – 22. marts 2024
TID / I Kulturhusets åbningstid
De seneste uger har omkring 200 børn i hele kommunen arbejdet på højtryk med at producere dyr, træer og blade i pap, papir og andre genbrugsmaterialer. Alle kreationerne samles til udstillingen PAPSKOVEN, som åbner i forbindelse med den landsdækkende begivenhed Billedkunstens Dag, onsdag d. 13. marts
Hvad sker der med det pap, du kasserer efter du har pakket dine varer fra webordren ud? De færreste tænker over, hvor papkassen ender, når indholdet er taget i brug og emballagen har udtjent sit formål, eller hvad der sker med gavepapiret, når først det er flået af gaven. Men måske vil du møde din kasserede emballage igen, når Randers Kunstmuseum slår dørene op til elevudstillingen PAPSKOVEN – et poetisk blik på genbrug på Billedkunstens dag d. 13. marts, 2024.
I et samarbejde mellem Billedskolen på Randers Kunstmuseum, FGU Østjylland, Affald og Genbrug samt kunstner Anni Holm, er børn fra hele kommunen blevet inviteret til at skabe træer og blade af pap til en skov beboet af papmaché-dyr af gavepapir, ligeledes fremstillet af børn til projektet.
Kreationerne vises i Kulturhusets nyrenoverede foyer og kælder fra den. 13. til den 22. marts 2024 og er tilgængelig i hele husets åbningstid på disse dage.
Bidrag til udstillingen
Kunstner Anni Holm, som sammen med Billedskolen på Randers Kunstmuseum har udviklet idéen til projektet, inviterer alle til at bidrage til at skabe liv i PAPSKOVEN, ved at lave de papkasser, man måtte have liggende, om til blade til træerne.
Sådan gør du:
Tegn et blad på et stykke brugt papkassepap med blyant.
Klip eller skær bladet ud.
Brug grønne farvekridt eller farveblyanter til at tegne et motiv eller mønster efter eget valg på bladet.
Man kan også “indgravere” bladet først, ved at skære og pille det yderste lag papir på pappet af, så man kan se bølgepappet indenunder.
Alle kan deltage! Bladene indleveres på Randers Kunstmuseum til og med den 8. marts, hvorefter de vil blive installeret i udstillingen.
Billedkunstens dag
Billedkunstens dag, er en landsdækkende begivenhed, der afholdes hvert år i uge 11. I 2024 er det onsdag d. 13. marts. Formålet med dagen, er at fremme forståelsen for billedkunstfagets betydning i og uden for folkeskolen og at fremme forståelsen for værdien af børns æstetiske og billedsproglige udtryk. Billedkunstens dag er initieret af Kompetencecenter for børn, unge og billedkunst og Danmarks Billedkunstlæreres Landsforeningen. Landet over bliver dagen markeret med pop-up-udstillinger med værker af børn fra folkeskoler og billedskoler.
Læs mere om skoleforløbet og tilmeld din klasse nu på Randers Kommunes UD & LÆR-portal her. Deltagelse er gratis for grundskoler i Randers Kommune