Randers Kunstmuseum - Ikke den slags museum
Om Randers Kunstmuseum
Randers Kunstmuseum er et af landets ældste kunstmuseer og ligger på anden sal i byens kulturhus med rå betonfacader, der arkitektonisk er blevet beskrevet som modernistisk brutalisme. Kulturhuset i Randers er tegnet af den danske arkitekt Flemming Lassen og spejler byen i form og funktion. Rå, intens og in-your-face mener mange. Bygningen stod færdig i 1969 og er i lidt af et kultursammenstød bygget sammen med den oprindelige Tekniske Skole i Randers. Museet deler bygningen med Randers Bibliotek og Museum Østjylland.
Selve kulturhuset kan minde om sin franske fætter, Centre Pompidou i Paris. Og også i Randers ligger museet midt i bygningen, midt i byen, midt i trafikken, midt i regionen. På alle måder tilgængeligt. Uden distance, uden barrierer, men ikke uden urban provokation. På den måde adskiller Randers Kunstmuseum sig markant fra den klassiske forventning til kunstmuseer. Ingen nobel og æterisk distance til verden. Ingen malerisk park. Som byen med stolthed siger: Det er ikke den slags museum.
Kernen er den faste samling
Museets mange særudstillinger er de lysglimt, der gør de forbipasserende opmærksom på kysten og giver landkending. Men den faste samling er selve fyrtårnet, der dag efter dag rejser sig mod skyerne og skaber kontinuitet og genkendelse. Den faste samling er museets stolthed. Ja, og mere end det: Byens stolthed. Den enestående samling af overvejende dansk kunst fra 1800 til i dag er museets hovedstol og den vigtigste grund til, at museet eksisterer som – og har tænkt sig at fortsætte med at være – et kunstmuseum.
Altid lidt på kanten
Karakteristisk for Randers Kunstmuseums aktiviteter er den særlige interesse for de kunstnere, der på forskellig vis agerer i yderkanten af det etablerede. Udstillinger og formidling af deres arbejde perspektiverer det trivielle og afsøger grænseområder. Mange af museets venner vil mene, at essens er udfordrende, altid parat til en provokation og åben for en diskussion.
Det er ikke tilfældigt, at Randers blev det første museum, der åbnede dørene for en udstilling med Hornsleth. Valget af temaer og kunstnere er aldrig uden kant, men heller aldrig uden et glimt i øjet eller respekt for museets arv. Kunsten er altid attraktionen. Men du møder den ikke altid på den måde, du forventer.