
Randers Rebeller - Avantgardekunsten i Randers 1959-1980
Åbner 12. august 2023 kl. 11
Randers Rebeller
Avantgardekunsten i Randers 1959-1980
Enten er SVEN DALSGAARD fuld af løgn, eller også var der helvedes gang i den i Randers i 1960’erne.
(Peter Laugesen 1993.)
Det er måske
overdrivelse at påstå, at en særlig version af den internationale
neo-avantgardes værkforståelse og kunstpraksis bliver til i et kolonihavehus i
haveforeningen Alfa i den vestlige del af Randers i sommeren 1959. Men der er
noget om snakken, for i perioden 1959-1980 er kunstlivet i Randers et særligt
eksperimenterende miljø.
Især tre kunstnere
er vigtige: Sven Dalsgaard (1914-1999), J.V. Martin (egentlig Martin V.
Jeppesen 1930-1993) og Per Neble (1937-2004). De bor alle i Randers, i
periferien af den danske og internationale kunstscene. De er alle autodidakte
og kender hinanden særdeles godt.
I deres optik er
modernismen efter 2. verdenskrig stivnet i ligegyldige billedtraditioner.
Videreførelsen af det abstrakte formsprog har ført til, at kunsten har lukket
sig om sig selv i æstetisk selvtilstrækkelighed – med det resultat, at kunsten blev isoleret fra den
samfundsmæssige og politiske virkelighed. Randers Rebellerne vil frigøre
kunsten. De vil gøre op med traditionerne og bygge bro mellem kunsten og livet
omkring den. Målet er gennem kunsten at skabe en ny verden ved at frigøre
individet og åbne for fantasiens rum.
Dalsgaard, Martin
og Neble er dog meget forskellige. Både i deres tilgang til det at skabe kunst,
deres værker og de netværk, de hver især kommer til at dyrke udenfor byens
grænser.
Dalsgaards
univers myldrer med genstande hentet fra dagligdagen: blå pakker, stole,
nøgler, dannebrogsflag og ensfarvede billedobjekter. Hos ’bombemanden’ Martin bliver
avantgardens kritik af kunstinstitutionen, vanetænkningen og kapitalismen
udtrykt i markante vendinger, provokerende happenings og i en legende tilgang
til billedsproget og livet. For Neble giver mødet med den danske og
internationale avantgarde inspiration til nye form- og materialeeksperimenter
og til værker der centrerer om personlig, kulturel og politisk frigørelse. Gennem en bred
vifte af udtryksformer belyser udstillingen temaer som stedet, rejsen og
verden, frihed og fantasi, men også det at føle sig fanget og låst fast.
På trods af
konflikter, uoverensstemmelser og forskelligheder inspirerer rebellerne
hinanden og kommer til at sætte aftryk både lokalt og på den danske og
internationale kunsthistorie.
I Randers har
rebellerne efterladt mange spor. Både i form af historier, der fortælles den
dag i dag og gennem talrige værker i privateje og i det offentlige rum. I
månederne op til udstillingen har museet gennem en intensiv efterlysningsindsats
fået tilbudt mere end 500 værker af Dalsgaard, Neble og Martin.
Udstillingen er
således realiseret med en række generøse lån fra private.
Se pressefoto: https://www.dropbox.com/scl/fo/d0yduq90qk63x9w99rxnp/h?rlkey=po7ptd2xu4emar7lmh5eft9l8&dl=0
