Det er med stor glæde, at Randers Kunstmuseum fra den 25. april til den 26. juli 2026 kan præsentere soloudstillingen Let’s Talk About the Baby med den danskfødte kunstner Nina Saunders (f. 1958). Udstillingen viser ældre, nyere og nye værker i form af møbelhybrider, bronzeskulpturer, maleri og installation.

Inden for de sidste ti år har den globale kunstscene været kendetegnet ved en stigende fascination af det det surreelle og individets sjæle- og tankeliv. Interessen er forbundet med en udtalt fornemmelse af, at vi som samfund og civilisation står på en tærskel – en tid, hvor krisestemningen er fremherskende. Der tales om den ustabile storpolitiske situation og krig, men også om klimakrisen, velfærdskrisen, migrationskrisen og en omfattende trivselskrise. Det handler ikke blot om den verden, vi kender, men også om værdierne i det samfund, vi overdrager til vores børn og unge.  

I udstillingen ”Let’s talk about the Baby” stiller Saunders gennem sine værker spørgsmål ved historiske narrativer og magtstrukturer og insisterer på fantasiens, følelsernes og drømmenes betydning når det handler om at adressere vanskelige samfundsmæssige emner.  

Udstillingen har titel efter det første værk, beskueren møder på udstillingen. Her ses en gammel, smuk og skrøbelig barnestol på et lille, hvidt tæppe. Sædet er tomt, men på barnestolens indbyggede bordplade ses det fragmenterede hoved af en dukke, omsorgsfuldt iført en hvid kyse. Værket er uheldssvangert og konfronterende, for dukken er i høj grad livagtig, og stolen er en rigtig stol, købt på auktion og efterfølgende nænsomt restaureret af Nina Saunders.  Inspirationen til værket kom under covid-19, hvor England, i endnu højere grad end Danmark, var under lockdown, og adgangen til mad var vanskelig, særligt for sårbare familier. Mange levede i frygt. Den angstfyldte usikkerhed betød, at mange unge familier i England begyndte at tvivle på, om de skulle få børn. For hvad var det for en fremtid, man stillede en ny generation i udsigt?

Nina Saunders’ kunstneriske praksis
I sin kunst kredser Saunders om at genanvende og transformere gamle, kasserede møbler og genstande fra den hjemlige sfære. Hun er kendt for sine skulpturelle bearbejdelser af brugte lænestole og sofaer, som hun omformer til forvredne, smeltende former eller til surreelle konstruktioner, hvor de vokser sammen med udstoppede dyr, dukker og andre objekter. Møblerne finder Saunders på loppemarkeder og i antikvitetsforretninger.  Saunders er optaget af de spor, tidligere liv har sat på de hjemlige genstande, og af de historiske og kulturelle betydninger, der er indlejret i dem. En gammel lapning på et armlæn fortæller om tidligere ejeres kærlighed til et velbrugt møbel; en slidt udstoppet fugl forestiller hun sig, har tidligere været udstillet i en naturhistorisk formidlingsmontre.

Saunders arbejder ikke ud fra en fasttømret idé om, hvordan det færdige værk skal se ud, men skaber sine værker ved forsøgsvis at kombinere de fundne genstande, prøve sig frem og teste deres vægt og bevægelse. Derudfra konstrueres det endelige værk. I den kunstneriske bearbejdning mister genstandene deres brugsværdi og bliver til noget andet. De fremtræder ved første øjekast humoristiske, men samtidig tvetydige og uhyggelige.

Med et begreb kendt fra psykoanalysen og Sigmund Freuds berømte essay Das Unheimliche (1919) optræder genstandene pludselig ”unheimliche” (ikke-hjemlige) – noget, der engang var velkendt og fortroligt, men som er vendt tilbage i forvrænget form. I Saunders’ værker optræder det unheimliche ofte som en subtil uro. Det, der ved første øjekast er genkendeligt og smukt, har ofte en mørk undertone: en behagelig chaiselong smelter sammen med en udstoppet ræv, en antik skrivepult med en luvslidt rovfugl. Kontrasten mellem møblerne som symbol på det hjemlige, det civiliserede liv, og rovdyrene som symbol på det dyriske, ukontrollable og driftsstyrede et centralt element i mange af Saunders værker.

Surrealismen som kunstnerisk greb
Nina Saunders’ kunstneriske praksis har i høj grad rod i den historiske surrealisme. ”Vi lever stadig under logikkens styre” skrev André Breton i det første surrealistiske manifest fra 1924. Den rationelle – modernistiske verden – var synket ned i et kaos af krig og uroligheder. For Breton og de kunstnere der samlede sig om ham i Paris efter 1. Verdenskrig, bar logikken, det kapitalistiske samfund og rationalismen skylden for tidens kriser. Der var behov for at frisætte menneskets fantasi, følelser og drømme for derigennem at skabe en ny virkelighed. En ofte anvendt metode for de surreelle kunstnere var at undergrave vores forestillinger om det velkendte og forståelsen af verden ved at sammenkæde umiddelbart helt forskellige objekter. Via ’naturstridige’ sammenstillinger af væsensforskellige objekter skulle kunsten skabe rum for det uvisse, det fantasibefordrende, tankeskabende og måske endog revolutionære.

Wild Swan
Mange af Nina Saunders’ værker fremstår umiskendeligt feminine eller bærer, som i Let’s Talk About the Baby, tydelige associationer til et kvindeligt erfaringsrum. Et særligt fint eksempel er skulpturen Wild Swan (2019), som kan opleves på udstillingen. Værket er skabt af en smukt polstret lænestol med et romantisk, blomsterprintet betræk. Stolen har imidlertid mistet sin funktion og fremstår deform: det ene armlæn og dele af ryglænet er sunket sammen og ligger hen over gulvet.

Lænestolen fremkalder associationer til et velhavende borgerskabshjem og til en særlig tradition inden for britisk møbeldesign, som adskiller sig markant fra den minimalistiske og afdæmpede nordiske designtradition, der i årtier har præget Danmark. De blomstrede og botaniske mønstre har rødder i den historiske Arts & Crafts-bevægelse, hvor håndværk, ornamentik og naturinspiration var centrale idealer.

Saunders er dybt inspireret af den engelske kunstner, designer og forfatter William Morris’ (1834-1896) æstetik og tænkning, som har haft afgørende betydning for udviklingen af tekstiler og design i England – blandt andet gennem virksomheder som Sandersons, hvis tekstiler Saunders ofte arbejder med. De ikoniske mønstre er kendetegnet ved et højt håndværksmæssigt niveau, både i materialevalg, trykkvalitet og farvedybde. Møblerne bliver på den måde en form for tidsbilleder, der inkarnerer en svunden epoke.

Den smukke stol i Wild Swan er kollapset, som en krop der ikke længere har kræfter til at bære sig selv. For Saunders repræsenterer den polstrede lænestol et ikon for småborgerlig idyl: et interiør, hvor mennesker lever indespærret, mens de forsøger at opretholde en facade af pænhed og orden. De omskabte møbler som Wild Swan forstyrrer beskuerens forestillinger om komfort, hjemlighed og social respektabilitet.

Værket er inspireret af det otte linjer lange digt Wild Swans af den amerikanske digter Edna St. Vincent Millay (1892–1950), udgivet i samlingen Second April fra 1921. Digtet bruger billedet af vilde svaner i flugt som et symbol på absolut frihed i kontrast til digterens egen begrænsede og kvælende tilværelse. Taleren beskriver sit hjerte som et “house without air” – et hus uden luft – en stærk metafor for følelsesmæssig indespærring og stagnation.

Netop dette spændingsfelt mellem hjemlig tryghed og klaustrofobisk indelukkethed indkapsler Saunders’ undersøgelse af domesticitet som både fristed og fængsel. I Wild Swan bliver den kollapsede lænestol et kropsligt og psykologisk billede på længslen efter frihed midt i det velpolstrede hjems tilsyneladende sikkerhed.

Harbinger of Hope Through History and Time
Et af de helt centrale værker på udstillingen er Harbinger of Hope Through History and Time (2025), et værk der i sin sammensatte ikonografi forbinder historisk utopi, kropsligt arbejde og politisk dissonans. Værket består af en halv kvindeskikkelse, støbt i cement, der skubber en vandvogn fra begyndelsen af 1900-tallet. Kvinden mangler overkrop; kun benene er synlige, iklædt blomstrede bukser. Kroppen er reduceret til sin funktion. Hun er ikke et individ, men et arbejdende legeme, fanget i en vedvarende bevægelse fremad.

Vandvognen, som hun skubber, bærer en stor, ellipseformet, missil – eller æggelignende genstand, dækket af blomstret stof. Det bløde tekstil står i kontrast til objektets latent truende form. Lasten fremstår både skrøbelig og farlig, håbefuld og destruktiv. Titlen peger på et varsel: et håb, der bevæger sig gennem historien og tiden, men som aldrig er uden tyngde. I processen med at skabe værket har Saunders selv skubbet vognen rundt og levet sig fysisk ind i situationen. Denne kropslige indlevelse understreger værkets tematik om arbejde som erfaring snarere end abstraktion. Arbejdet forstås ikke som idé, men som belastning, gentagelse og nødvendighed.

På udstillingen ledsages værket af et korresponderende vægmaleri, inspireret af Morris og Edward Burne-Jones (1838-1893) – der begge var centrale skikkelser i den britiske Arts & Crafts-bevægelse. For Saunders markerer de etableringen af en socialistisk tanke i kunstens verden, hvor kunst, håndværk og fællesskab ses som redskaber til social forandring. Morris’ socialistiske idealisme er funderet i en kritik af industrikapitalismen, som han mente ødelagde både håndværket, arbejdsglæden og menneskets æstetiske sans. For Morris spiller kunsten en afgørende rolle i den samfundsmæssige revolution. Han insisterer på, at genopbygningen af samfundet må gå hånd i hånd med en genopbygning af folkets kunst. Kunst ses ikke som dekoration, men som en betingelse for trivsel. Ægte kunst kan ifølge Morris kun udspringe af et samfund, hvor arbejdet ikke er fremmedgjort, og hvor mennesker har kontrol over deres eget virke og kan udtrykke sig kreativt.

Visionen er utopisk – og som utopi er den også præget af blinde vinkler. Saunders’ værk fungerer som et kritisk modbillede til Morris’ idealisme. Hun beskriver Harbinger of Hope Through History and Time som et symbol på kvinders usynlige arbejde gennem historien. Den arbejdende kvindekrop, reduceret til ben i bevægelse, står i skarp kontrast til de mandlige kunstnere og tænkere, der formulerede de socialistiske idealer. Saunders minder os om, at revolutionære visioner først er fuldendte, når de også omfatter kampen for lighed i omsorgsarbejde, reproduktivt arbejde og andre former for historisk usynliggjort arbejdskraft.

Saunders’ brug af møbler peger på det hjemlige og det velkendte som politisk ladede felter. De bærer spor efter kroppe, men også efter vaner og magtstrukturer. De er steder for hvile og komfort, men også for passivitet, fortrængning og latent vold.

Is There a Storm Coming?
Et gennemgående træk i Nina Saunders’ praksis er, at hun ofte anvender tidligere værker i nye sammenhænge eller skiftende konstellationer, hvor deres betydning forskydes og omskrives. Denne flydende praksis er tydelig i installationen Is There a Storm Coming? Her ses en skævvredet Chesterfield lænestol der tilsyneladende er blevet ramt af en bombe. Stolen har tidligere optrådt under titlen War, hvor den var en af fire skulpturer i serien Apokalypsens ryttere. Senere er den blevet støbt i bronze og navngivet The Whirlwind Is in the Thornbush.

I den nye konstellation er stolen omgivet af tre små bronzeskulpturer: elefantmænd. Deres kroppe er afstøbninger af en funden elefantskulptur, sammensat med menneskehoveder. Associationerne er flertydige: elefantens lange hukommelse, forestillingen om “the elephant in the room” – det fortrængte, det ubehagelige, det usagte. Disse figurer fremstår som kimærer og indvarsler en dystopisk fremtid. De er både groteske og sårbare, genkendelige og fremmedgjorte.

Stormen er et gennemgående symbol i religiøse og poetiske traditioner: et billede på uundgåelige konsekvenser, guddommelig dom eller ukontrollérbare kræfter. Når hvirvelvinden rammer den tornebusk – der tidligere var del af værkets titel, opstår der associationer til noget smertefuldt, til voldsom konflikt, lidelse og skyld. Hos Saunders er stormen både noget indre og noget ydre: et billede på psykologisk uro såvel som samfundsmæssig omvæltning. Samtidig bærer de destruktive kræfter potentialet for fornyelse.

Stormen er et billede på transformation, en ny verden er på vej, men den er forbundet med tab, smerte og konflikt.

I et surrealistisk krydsfelt mellem hverdag og drøm fremstår Nina Saunders’ værker som forskudte billeder af en verden i opbrud. I sin praksis insisterer hun på, at historiske idealer, politiske visioner og hverdagslige objekter er viklet ind i hinanden og ikke kan adskilles. Det er tankevækkende og konfronterende og vi glæder os til at invitere publikum ind i hendes kunstneriske verden.  

Om Nina Saunders
Saunders er født i Odense i 1958, men i midten af 1980’erne flytter hun til England, hvor hun fortsat bor og arbejder i dag. Hun er uddannet fra Central Saint Martins College of Art and Design i 1991 og bliver del af 1990’erne unge britiske kunstscene. Siden da har Saunders markeret sig dansk og internationalt med en række udstillinger og værker.  

Foto: Nina Saunders. Udsnit af foto. Foto: Petra Kleis, Styling Vibe Dabelsteen, hår og make-up Ayoe Nissen

Foto: Nina Saunders: Harbinger of Hope Through History and Time, 2025. Blandede materialer, 110 x 125 x 65 cm. Foto: Ole Akhøj/Nina Saunders Studio