Udstillingen vises fra 25. april til 26. juli 2026
I forbindelse med særudstillingen Nina Saunders – Let’s Talk About the Baby inviterer Randers Kunstmuseum 7.-10. klasser og ungdomsuddannelser til et gratis undervisningstilbud. Tilbuddet tager afsæt i en dialogbaseret omvisning i udstillingen. Der arbejdes med udstillingens undersøgelse af samtidens kriser og ideologier gennem figurer, installationer og skulpturer. Dette kan åbne for en senere diskussion blandt eleverne om fortolkningen af Saunders’ værker, samt en refleksion over de unges egne oplevelser af globale situationer og hvordan de påvirker deres hverdag og hjem.
Udstillingen er opkaldt efter værket Let’s Talk About the Baby som Saunders udtænkte i forbindelse med Covid-19 krisen, hvor England i endnu højere grad end Danmark, var under lockdown. Mange levede i frygt. Den angstfyldte usikkerhed betød, at mange unge familier i England begyndte at tvivle på, om de skulle have børn. For hvad var det for en fremtid, man stillede en ny generation i udsigt? Disse tanker videreudvikles i udstillingen, som ifølge Saunders skal ”undersøge, hvordan historiske figurer og ideologier kan genopstå som forvarsler, i nye tider”.
Om Nina Saunders
Saunders er født i Odense i 1958, uddannet fra Central Saint Martins College of Art and Design i 1991 og bliver del af 1990’erne unge britiske kunstscene. Hun arbejder med at genanvende og transformere gamle møbler og husgenstande. Med disse skaber hun skulpturer, der både er feminine, poetiske og foruroligende hybrider, som påvirker beskuernes opfattelse af hvad der er hjemligt og trygt. I 2024/2025 deltog Nina Saunders i TV-serien Kunstnerkolonien i Hornbæk på DR. I forbindelse med serien skabte hun tre skulpturer, der indgår som del af udstillingen på Randers Kunstmuseum.
Se udsendelsen Kunstnerkolonien i Hornbæk https://www.dr.dk/drtv/saeson/kunstnerkolonien_-hornbaek_475967
Læs mere om Nina Saunders – Let’s Talk About the Baby på https://randerskunstmuseum.dk/nina-saunders/
Booking af besøg med klasser i udstillingen:
PERIODE: 25. april til 26. juli 2026
TID: tirsdag – fredag fra kl. 9-15
VARIGHED: ca. 50 minutter
FAG: Billedkunst, Dansk, Engelsk
KLASSETRIN: Udskoling og ungdomsuddannelser
BOOKING: butik@randerskunstmuseum.dk / 86 42 29 22