DATO//2.12.2023 – 10.3.2024
Dansk-amerikanske Viera Collaro skaber med den store retrospektive udstilling SPACIOUSNESS lys og rum på Randers Kunstmuseum og i byrummet i Randers. Udstillingen præsenterer malerier, skulptur, fotografier og installationer, der udforsker lysets evne til at forandre os og vores verden.
Kunsten tænder lys i mørket
Når Randers Kunstmuseum 1. december åbner udstillingen Viera Collaro – SPACIOUSNESS tændes betydningsfulde lys i vintermørket. Museet viser en stor udstilling af den anerkendte lyskunstner Viera Collaro (f. 1946), som har skabt det 6 meter store værk Ringen fra 1997, der markerer indgangen til Randers Kunstmuseum på facaden af Kulturhuset i Randers.
Store nye værker skabt specielt til Randers Kunstmuseum
SPACIOUSNESS viser højdepunkter fra Collaros kunstneriske produktion, men hun har også skabt helt nye værker til Randers Kunstmuseum. Udstillingsrejsen begynder allerede udendørs, hvor imponerende værker skabt specielt til udstillingen indtager byrummet. På Kulturhusets facade lyser det 17 meter lange værk LOVE, NOT HATE, NOT FEAR, 2023 som et neonklart mantra, der sender et stærkt budskab om enhed og positiv forandring ud i byen. Et budskab som i lyset af den aktuelle verdenssituation har fået påtrængende aktualitet.
Indendørs er afsættet grundfarverne gul, magenta og cyan, der skaber et stærkt lysnærvær. Udstillingen fortsætter med unikke og overraskende dialoger mellem lys og farve, mellem florlet stof og højglanspoleret stål, mellem klar form og poetisk lyståge. Collaros kunst bygger bro mellem stramt videnskabeligt arbejde og abstrakte kunstneriske udtryksformer og gør hendes tilgang til arbejdet med lys, farver og kroppe i rummet unik. Udstillingens lys, farver og rumlighed udfolder sig som en kunstnerisk symfoni, hvor lethed og tyngde, fysik og metafysik går op i en højere enhed. Når man bevæger sig gennem udstillingen, bliver man del af mødet mellem lys, energi og rum.
Institutionelt samarbejde
I anledning af Viera Collaros 75-års fødselsdag i 2021 har Randers Kunstmuseum og ARoS Aarhus Kunstmuseum taget initiativ til en fælles hyldest til Collaros kunst. ARoS udstillede tre værker af Collaro i 2022, og nu viser Randers Kunstmuseum den store retrospektive udstilling SPACIOUSNESS.
Formidling
Randers Kunstmuseum hylder Viera Collaros enestående udstilling ved på ferniseringsdagen at udgive en smukt illustreret publikation, der belyser kunstnerens betydningsfulde arbejde. Som en del af udstillingen viser Randers Kunstmuseum også en nyproduceret film om Collaros liv og kunst, hvor hun bliver interviewet af kunstkritiker og kurator Mathias Kryger.
Fonde
SPACIOUSNESS blev realiseret med generøs støttet fra 15. Juni Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Augustinus Fonden, Dronning Margrethe og Prins Henriks Fond samt Statens Kunstfond.