Påsken på Randers Kunstmuseum starter med fernisering på Tidevand – en poetisk og eksperimenterende filmisk totalinstallation af videokunstneren Katja Bjørn (f. 1967). Udstillingen åbner den 31. marts kl. 16. og alle er velkomne. Påsken byder dog også på en særlig kunstneromvisning, påskeaktiviteter for børn og lanceringen af en skrivekonkurrence. Pga. den igangværende renovering er der gratis adgang til både særudstillingen, samlingen og arrangementer hele påsken.
1. april til 30. juli 2023
Tidevand
Udstillingen er Katja Bjørns største og mest omfangsrige soloudstilling til dato. I udstillingen Tidevand bevæger man sig gennem et stramt komponeret filmisk univers, hvor fortættede næroptagelser afløses af åbne, flertydige rum, og hvor beskuerens kropslige og perceptuelle bevægelse gennem rummene er nøje koreograferet. Udstillingen er skabt som ét samlet værk, der formelt og tematisk beskæftiger sig med tid – individets tid, slægtens tid og tidens gang – som den manifesterer sig i naturens cyklus. Læs mere
Palmesøndag den 2. april 2023 kl. 11
Mød kunstneren – dialogomvisning i udstillingen Katja Bjørn – Tidevand
Katja Bjørn og museumsdirektør Lise Jeppesen viser rundt i udstillingen Tidevand og taler om arbejdet bag. Efterfølgende serveres kaffe og kage i forhallen. Deltagelse er gratis.
1. april til 9. april kl. 10-16
Påskeferieaktiviteter
Tag dit barn eller barnebarn i hånden og lav sjove aktiviteter på Randers Kunstmuseum i påskeferien. Udsmyk æg og tag på påskejagt rundt i kunstmuseets samling.
- Udsmyk æg med inspiration fra kunsten på Randers Kunstmuseum.
Børn og voksne kan dekorere hvide æg med voksfarver eller lave collageæg på pap. Det sker i kreativitetsrummet ved kunstmuseets butik. Aktiviteten foregår på egen hånd, men der er vejledninger og materialer på stedet. Det er gratis at deltage, og du må tage dit æg med hjem, når du har pyntet det.
- Påske-kunstjagt på museet
Du kan også prøve museets påskejagt, som sender dig på opdagelse rundt i kunstmuseet – du får en præmie, når du finder påskejagtens kodeord.
1. april til 30. april
Skrivekonkurrence
I anledning af særudstillingen Katja Bjørn – Tidevand inviterer Randers Kunstmuseum og Randers Bibliotek til en skrivekonkurrence for børn og unge med afsæt i et værk af Bjørn ophængt på museets væg på Randers Bibliotek. Læs mere
Fri entré på Randers Kunstmuseum, mens Kulturhusets forhal renoveres
På grund af renoveringen er den nuværende indgang fra Stemannsgade lukket indtil ultimo maj. Der er etableret en midlertidig indgang fra Jens Otto Krags plads til Hovedbiblioteket, hvorfra man kan benytte trapperne i biblioteksrummet til at besøge Randers Kunstmuseum. Desværre er kunstmuseet ikke tilgængeligt for kørestolsbrugere, barnevogne eller gangbesværede før renoveringen af forhallen er afsluttet, da elevatoren er lukket ned. Det beklager vi selvfølgelig meget. Vi har derfor helt ekstraordinært besluttet, at der er fri entré til særudstillingen, til man igen kan benytte Kulturhusets hovedindgang, elevator og trappe. Der er derfor gratis adgang til udstillingen i den første del af udstillingsperioden! Så skynd dig at benytte lejligheden til at tage trappen op på anden sal og nyde den vellykkede og tankevækkende udstilling.