Nyt værk på udstillingen KÆRLIGHED TIL KUNST

I forbindelse med åbningen af udstillingen af H.M. Dronning Margrethes private kunstsamling på Randers Kunstmuseum fortalte kunsthistoriker Bente Scavenius historien om, hvordan Dronning Margrethe allerede i marts 1954, 13 år gammel, havde forelsket sig i, og efterfølgende købt et værk af modernisten Jais Nielsen på Den Frie Udstilling i København.

Dronning Margrethe kunne godt erindre historien og tilbød straks, at værket måtte komme med på udstillingen. Det er derfor med stor glæde, at Randers Kunstmuseum fra fredag morgen den 7. november 2025 kl. 10 nu kan præsentere det lille oliestudie af Jais Nielsen (1885-1961): Vandbæreren, 1953, der var blandt de allerførste værker i Dronning Margrethes private samling.    

Oliestudiet forestiller et ansigt i enkle nuancer af hvid, grå og sort, der kigger intenst frem mod beskueren. Det gemmer sig halvt bag en krukke, som personen løfter – måske for at bære den på hovedet? Motivet er indfanget med brede, ekspressive penselstrøg. De sorte konturer giver motivet en dramatisk effekt, der understreges af, at kunstneren i bogstavelig forstand har malet motivet ud over papirets kant.

Jais Nielsen tilhørte den generation af malere, som i begyndelsen af det 20. århundrede var med til at indføre et nyt, abstrakt og kubistisk inspireret billedsprog i dansk kunst. Efter Første Verdenskrig rejste han til Assisi i Italien, hvor mødet med de tidlige renæssancefreskers fortællende billedstil blev en væsentlig inspiration for hans videre kunstneriske udvikling. Siden tog hans kunst ofte afsæt i klassiske og bibelske fortællinger, som han omsatte i maleri, keramik, vægudsmykninger og – som her – værker på papir.

Udstillingen Kærlighed til kunst – H.M. Dronning Margrethes private kunstsamling vises kun på Randers Kunstmuseum. Sidste åbningsdag er søndag d. 14. december 2025. Læs mere om udstillingen her.

Nyt værk på udstillingen KÆRLIGHED TIL KUNST

Jais Nielsen (1885-1961): Vandbæreren, 1953. Olie på papir, 30 x 39,5 cm. H.M. Dronning Margrethes private kunstsamling.

Du er måske også interesseret i