Soloudstilling med billedkunstneren Katja Bjørn (f. 1967). Udstillingen Tidevand inviterede publikum ind i et på en gang personligt og mytisk univers. Et univers, der er karakteristisk for Bjørns tidligere værker, men som med Tidevand fik sin foreløbige kulmination.
Udstillingen satte fokus på kvindeliv, på temaer som krop, køn og moderskab, men udfoldede også et almenmenneskeligt og eksistentielt spor, hvor Bjørn undersøgte vores måder at gribe og erkende verden på.
Tidevand var en stramt komponeret filmisk totalinstallation, som vekslede mellem monumentale panoramiske landskaber og forstørrede næroptagelser af ansigter. Lydsiden rummede både storladne musikalske kompositioner og mere lavmælte personlige beretninger. Udstillingen var skabt som ét samlet værk, der formelt og tematisk beskæftigede sig med tid – individets tid, slægtens tid og tidens gang – som den manifesterer sig i naturen og i tidevandets bølgeslag. Selve rytmikken og koreografien i den rumlige oplevelse satte sig i kroppen på beskueren, der blev bevidst om sin kropslige vandring gennem udstillingen, om sin egen tid.
I forbindelse med udstillingen blev der udgivet en fagfællebedømt kunstnermonografi om Katja Bjørn samt et særnummer af museets magasin. Se museets webshop eller download magasinet for yderligere information. Se RKM_magasin-aarg3-nr1.pdf (randerskunstmuseum.dk)
Katja Bjørn (f. 1967)
Tidevand // 2023
10-kanals videoinstallation,
100 min loop, med lyd
Lyd af Nicolas Vetterli og Jens Balder
Tekst af Gerd Laugesen
Vokal af Luna Bülow Ersahin
Foto af udstillingen: Torben Eskerod