Kunstner Nina Saunders har en enestående evne til at samle, både genstande og mennesker. I sine værker arbejder hun med genbrugsfund som møbler, udstoppede dyr og andre fundne objekter, men lige så vigtigt er de personlige og inspirerende forbindelser, hun skaber med mennesker på sin vej.
Den slags fund og forbindelser opstod naturligvis også, da hun opholdt sig ti dage i Randers i forbindelse med installeringen af udstillingen ‘Let’s Talk About the Baby’ på Randers Kunstmuseum. I én af Kirkens Korshærs genbrugsbutikker fandt hun møbler til det dagligstueinteriør, hvor udstillingsgæster kan sidde og se DR’s ‘Kunstnerkolonien’, hvor Saunders medvirker. I genbrugsbutikken mødte hun Flemming, som gav hende lov til at låne møblerne til udstillingen.
Som tak for det fine udlån inviterede Saunders Flemming med til sin performance og artist talk i lørdags. Her annoncerede hun, at hun ville donere hele beløbet for salget af 10 signerede silketryk til Kirkens Korshær. Alle tryk blev herefter solgt på under en halv time og vi har derfor haft fornøjelsen af, at sende 10.000 kr. videre til Kirkens Korshær på Messingvej i Randers.