En anderledes Kulturhusdag – et kig bag kulisserne

Kom med på en virtuel rundvisning i Kulturhuset, hvor du kan se, hvad der gemmer sig i kulisserne.

Virtuel rundvisning: Kulturhusdag – et kig bag kulisserne, lørdag den 6. marts 2021 kl.
11 – 11.30.

I årtier har masser af familier sat kryds ved den første lørdag i marts. Her afholdes normalt Kulturhusdag i Randers med gratis shows, teater, koncerter, workshops og meget andet sjovt. Sådan bliver det desværre ikke i år, hvor Covid-19 spænder ben for det store arrangement. Men helt forbigå dagen vil Randers Bibliotek, Museum Østjylland og Randers Kunstmuseum naturligvis ikke!

Markeringen af Kulturhusdagen er nu flyttet til nettet, hvor du lørdag den 6. marts kan komme en tur bag kulisserne og få et indblik i en ellers lukket verden. Du kan komme med på rundturen, som sendes live på Randers Biblioteks hjemmeside, eller på Randers Biblioteks facebookside. Det hele sendes klokken 11, hvor og bibliotekar og museumsfolk sidder klar til at tage imod spørgsmål og kommentarer undervejs.

Det hemmelige Kulturhus
Selvom Kulturhuset er alle borgeres hus, er der samtidig masser af steder i huset, hvor gæster i en normal hverdag ikke kan komme.

“På den virtuelle rundvisning får du et lille indblik i ”det hemmelige Kulturhus”: Hvad gemmer sig bag de lukkede døre og i den gigantiske kælder? Vi har heldigvis masser af historier i huset, der bare venter på at blive vist frem og fortalt, ” lover museumsinspektørerne Anne Sophie Lykke-Poulsen og Lisette Berg Andersen samt bibliotekar Peter Elmelund, der er dine digitale guider denne lørdag.

”Så hurra for de digitale muligheder, som internettet giver os i en ekstraordinær situation som denne i år, hvor Covid-19 stikker en kæp i hjulet også overfor Kulturhusets store, årlige festdag! ”

Fra kvist til kælder
Turen begynder helt bogstaveligt med en på-toppen-oplevelse! Nemlig på Kulturhusets tag, hvor der ikke overraskende er en imponerende udsigt over store dele af Randers by! Derefter står den blandt andet på en tur i byens største elevator ned til Kulturhusets ”katakomber”, nemlig husets kælder, der rummer mange medarbejdere og kontorpladser og nok så interessant: Voldsomme mængder af kunstværker, bøger og historiske genstande, hvoraf der bliver kigget nærmere på et lille udvalg denne dag. Rundturen går blandt andet også til en spritny og endnu ikke åbnet fotoudstilling, til en usædvanlig cykel og en tur op ad en forbudt trappe.

Kig med
”Vi glæder os meget til at ”byde indenfor” til rundvisningen i Kulturhuset den 6. marts og håber, at rigtig mange vil følge med hjemmefra, stille spørgsmål og komme med kommentarer undervejs på turen, ” siger de tre digitale guider for arrangementet og tilføjer:

”På vegne af hele Kulturhusets mange medarbejdere må vi samtidig sige, at vi ser voldsomt meget frem til den første lørdag i marts 2022. Der skal vi tage SÅ meget revanche og igen slå dørene op til et brag af en festlig Kulturhusdag for alle! ”

Fakta
Her kan du følge med lørdag 6. marts 2021 klokken 11 – 11.30:
facebook.com/randersbibliotek/live
facebook.com/museumoj
facebook.com/randerskunstmuseum
randersbib.dk
Du kan også se videoerne på disse adresser, efter de er blevet sendt.

Du er måske også interesseret i