DATO // 17.01.2026 – 06.04.2026
Gennem hele sit liv søger den malende baron, Arild Rosenkrantz (1870-1964), at skabe billeder, der ikke blot skal ses, men virke; som et medie mellem det synlige og det usynlige. Rosenkrantz’ ambition om at male det usynlige – at gøre sjælelige og metafysiske tilstande billedlige – spejles af en bred tendens i kunstverdenen i dag, hvor symboler, myter og spiritualitet igen vækker resonans. Udstillingen viser værker af Rosenkrantz fra 1890’erne til 1960’erne i dialog med udvalgte værker af Nikoline Liv Andersen (f. 1979), Ditte Ejlerskov (f. 1978), Mie Mørkeberg (f. 1980), Alexander Tovborg (f. 1983) og Sif Itona Westerberg (f. 1985).
Med over 100 værker – oliemalerier, pasteller, skitsearbejder, bogillustrationer, kartoner til kirkeudsmykninger og broderier – udforskes Rosenkrantz’ kunstneriske udvikling gennem fire tematiske snit; fra ungdommens kunstneriske og spirituelle søgen, til udfoldelser i forskellige medier, til den kunstneriske åbenbaring.
Udstillingens er realiseret med gavmild støttet fra 15. Juni Fonden, Beckett Fonden, Jorck’s Fond og Toyota-Fonden.
The Pool of Sin – et genfundet mesterværk
I sommeren 2023 blev et dramatisk hovedværk af baron Arild Rosenkrantzfundet sammenrullet og i yderst medtaget stand på et pigekammer på Rosenholm Slot. Genopdagelsen af det tidlige hovedværk, ‘The Pool of Sin’, malet i 1900, af én af dansk kunsthistories fremmede fugle er afsættet for at Randers Kunstmuseum sætter fornyet fokus på den malende baron, Arild Rosenkrantz med udstillingen ‘At male det usynlige’.
Til udstillingen er skabt en kort dokumentar, som følger konserveringen af det genfundne værk ‘The Pool of Sin’. Dokumentaren viser konservatorernes arbejde og de mange processer, som værket undergår for at blive udstillingsparat. Samtidigt giver filmen et indblik i kunstnerens virke og udstillingens tilblivelse med interviews og optagelser fra Rosenholm Slot, på Kunstkonserveringen i Silkeborg og Randers Kunstmuseet. Dokumentaren er produceret af Tobias Stidsen. Se dokumentaren herunder.