At male det usynlige - Arild Rosenkrantz
kommende særudstilling

At male det usynlige - Arild Rosenkrantz

17. januar - 6. april 2026

Alle er velkomne til ferniseringen, fredag d. 16. januar kl. 16.

I sommeren 2023 blev et dramatisk hovedværk af baron Arild Rosenkrantz (1870-1964) fundet sammenrullet og i yderst medtaget stand på et pigekammer på Rosenholm Slot. Værket, The Pool of Sin, malet i 1900, blev sidst vist på en stor international udstilling i Cork, Irland i 1902. Siden har maleriets placering ikke været kendt. Genopdagelsen af dette tidlige hovedværk af én af dansk kunsthistories fremmede fugle er afsættet for at Randers Kunstmuseum nu sætter fornyet fokus på den malende baron, Arild Rosenkrantz.

Gennem hele sit liv søger Arild Rosenkrantz at skabe billeder, der ikke blot skal ses, men virke; som et medie mellem det synlige og det usynlige. Rosenkrantz’ ambition om at male det usynlige – at gøre sjælelige og metafysiske tilstande billedlige – spejles af en bred tendens i kunstverdenen i dag, hvor symboler, myter og spiritualitet igen har fået klangbund. Derfor ledsages Rosenkrantz’ værker i udstillingen af et samtidsspor, hvor nulevende kunstneres værker går i dialog med Rosenkrantz’ kunst, tematikker, teknikker og formsprog. Således undersøger udstillingen det spirituelle, esoteriske og transformative i kunsten dengang og nu.

Arild Rosenkrantz’ værker fra 1890’erne til 1960’erne udstilles i dialog med værker af Nikoline Liv Andersen (f. 1979), Ditte Ejlerskov (f. 1978), Mie Mørkeberg (f. 1980), Alexander Tovborg (f. 1983) og Sif Itona Westerberg (f. 1985).  

Udstillingen præsenterer med over 100 værker – oliemalerier, pasteller, skitsearbejder og studietegninger, bogillustrationer, kartoner til kirkeudsmykninger og broderier – Rosenkrantz’ kunstneriske udvikling gennem fire tematiske snit; fra ungdommens kunstneriske og spirituelle søgen, til udfoldelser i forskellige medier, til den kunstneriske åbenbaring.

Baron Arild Rosenkrantz var kosmopolit og spirituelt søgende. Han er født ud af en dansk/skotsk adelsslægt på Frederiksborg Slot og lever de sidste tyve år af sit liv på Rosenholm Slot på Djursland. Men hans liv og kunstneriske virke udspiller sig også i Rom, Paris, New York, London og i Dornach i Schweitz.

Udstillingen er skabt i tæt samarbejde med Arild Rosenkrantz Samlingens Støtteforening på Rosenholm Slot,  hvorfra alle Rosenkrantz-værker i udstillingen er lånt.

Udstillingen realiseres takket være gavmild støtte fra: 15. Juni Fonden, Beckett Fonden, Jorck’s Fond og Toyota-fonden.

Det sker på Randers Kunstmuseum

Der er masser af aktiviteter, events og tilbud, der inviterer børn og unge møde kunsten. Vi glæder os til at tage imod dig.