Ekstraordinært mandagsåbent i udstilling i forbindelse med Kongeparrets Priser og flere offentlige omvisninger

Gæsterne strømmer ind på Randers Kunstmuseum, der for lidt over en uge siden åbnede dørene til særudstillingen Kærlighed til kunst – H.M. Dronning Margrethes private kunstsamling. Interessen har været overvældende, og museet oplever en markant stigning i besøgstal.

Derfor udbyder Randers Kunstmuseum nu ekstra tiltag for at imødekomme den store efterspørgsel:

  • Ekstraordinært mandagsåbent mandag den 27. oktober kl. 10-16
  • Flere offentlige omvisninger i udstillingsperioden

Den ekstraordinære åbningsdag falder sammen med uddelingen af Kongeparrets Priser, som finder sted samme dag på Værket i Randers. Dagen byder dermed på en sjælden mulighed for at opleve H.M. Dronning Margrethes private kunstsamling på kunstmuseet inden prisuddelingen med H.M. Kong Frederik og H.M. Dronning Mary i Ridehuset på Værket.

“Det er en stor glæde at mærke den lokale og nationale interesse for udstillingen. Vi ønsker, at så mange som muligt får mulighed for at opleve denne særlige samling. Derfor har vi valgt også at holde mandagssåbent i forbindelse med Kongeparrets Priser og at udbyde ekstra offentlige omvisninger, da dem vi havde i kalenderen næsten var fuldt bookede allerede inden udstillingen åbnede,” siger museumsdirektør Lise Jeppesen.

De offentlige omvisninger er gratis efter betalt entre til udstillingen. Der er et begrænset antal pladser på hver omvisning, som bookes via museets webshop her.

Den populære særudstilling Kærlighed til kunst – H.M. Dronning Margrethes private kunstsamling vises på Randers Kunstmuseum frem til 14. december. Læs mere om udstillingen her.

Du er måske også interesseret i