Poul Anker Bech: Gylden aften, 2002

Hvad stræber vi efter i tilværelsen? Og er vi alle så travlt optagede af at nå et mål, at livet passerer forbi, uden vi opdager det? Det inviterer kunstneren Poul Anker Bech (1942-2009) os alle til at overveje.

En rygvendt kvinde sidder på et fjernsyn, hvis tomme skærm stirrer blindt mod beskueren. Under ses en betragtelig bunke affald – spor efter et levet liv. Kvinden skuer mod en gylden aftenhimmel, der kaster sit lys på hendes ansigt og hænder. Hvad tænker kvinden mon på? Symboliserer himmelen livets aften?

Samtidig er der mere på spil. Prøv at se nærmere på maleriet. Måske har du allerede opdaget, at der er noget der ikke stemmer. Den gyldne himmel stopper brat i højre side, og vi ser pludselig, at kunstneren har overmalet baggrundens landskab med hvidt. Det gyldne himmelrum er en illusion, et tomt hvidt felt. Den billedverden der ved første øjekast ligner genkendelig virkelighed bryder sammen. Kvinden sidder på kanten af en verden, der er ved at blive visket ud.

Med sin originale kombination af realistiske og surrealistiske virkemidler skaber Bech malerier der stiller væsentlige og indimellem dybt foruroligende spørgsmål til den moderne verdens tilstand.

“Lyt til kunsten” hvis du vil høre mere om værket

Det sker på Randers Kunstmuseum

Der er masser af aktiviteter, events og tilbud, der inviterer børn og unge møde kunsten. Vi glæder os til at tage imod dig.