Piero Manzoni (1933-1963)
Merda d’artista, 1961.
Mixed media, d. 7 cm.
Værket er et af verdens mest berygtede stykker avantgardekunst og et af Randers Kunstmuseum mest omtalte værker. Det er skabt af den italienske avantgardekunstner Piero Manzoni og indeholder 30 gram af kunstnerens egen afføring i 1961. Dåsen er en ud af oprindeligt 90 dåser, der skulle sælges for dagsprisen for 30 gram guld. På den måde søger Manzoni at forvandle kroppens affaldsprodukter til nærmest ubetalelige kunstværker. Hver enkelt dåse blev plomberet, signeret, nummereret og udstyret med en etikettepåskrift, der, på fire forskellige sprog, oplyste om dåsens indhold: Merda d’Artista, Künstlerscheisse, Artists shit og Merde d’Artiste.
Kunstneren fortæller
I et brev til kunstneren Ben Vautier skriver Manzoni: “I should like all artists to sell their fingerprints, or else stage competitions to see who can draw the longest line or sell their shit in tins. The fingerprint is the only sign of the personality that can be accepted: if collectors want something intimate, really personal to the artist, there’s the artist’s own shit, that is really his.” (December 1961)
Kunsthistorien
Værket er blandt andet en kommentar til datidens fremherskende ekspressionisme, hvor kunstneren forventedes at udkrænge sit indre. Det har fra første færd og helt frem til i dag vakt forargelse og debat. Ikke mindst i Randers, da det blev erhvervet til museet efter at det var begyndt at lække under en særudstilling af samleren John Hunovs værker. Hunov ønskede erstatning for sin ikke længere ’intakte’ dåse. Der blev indgået et forlig og museet måtte betale en klækkelig sum for sit eksemplar. Pengene blev dog doneret til museet via en på det tidspunkt hemmelig donation fra Sven Dalsgaard.