Nyt nummer af Randers Kunstmuseums magasin

Læs om sommerens udstilling , om nye værker i samlingen og arrangementer på museet

Kære gæst

Sommeren står for døren og vores farverige, tankevækkende og grænsesøgende særudstilling med Kenneth Rasmussen er netop åbnet. Det er snart mange år siden jeg selv første gang oplevede Rasmussens værker. Jeg var ny i byen og havde lagt vejen forbi Cykelbørsen der drives som kombineret cykelsmed og kunstgalleri af Claus Ørsted. På væggene hang sort-hvid grafik i store formater. Hvert hjørne af arkene var dækket af et virvar af figurer eller tekst. Ofte var ordene ikke stavet korrekt, men det udgjorde ikke den store hæmsko for forståelsen. Man fik et indtryk af en kunstner der havde rigtig meget på hjerte, for hvem trangen til at udtrykke sig kunstnerisk ikke blot var en hobbyforeteelse, men noget nær en besættelse eller en livsnødvendighed. Samtidig var læsningen og aflæsningen interessant. Gennem værkernes tekst og rige varierede billedside fik man indsigt i en tanke- eller bevidsthedsstrøm, hvor en løs indre monolog løber sideløbende med kommentarer på ydre begivenheder og politiske eller samfundsmæssige betragtninger. Efter besøget kunne jeg ikke rigtig ryste oplevelsen af mig. Det var på en eller måde indlysende at der var ’noget at hente’.

Kenneth Rasmussen har arbejdet med sin kunst i mere end 40 år, og han gør det som regel mange timer dagligt. Gennem de sidste 20 år har han udstillet verden over, men aldrig på et dansk kunstmuseum. Sagen er, at Rasmussen bliver kategoriseret som outsiderkunstner og derfor fortrinsvis vist på udstillingssteder der er forbeholdt denne kategori. Det er ikke al outsiderkunst, jeg som museal institution vil definere som kunst, og Randers Kunstmuseum har ingen intentioner om at gå Gaia – museet for outsiderkunst i bedene. Men hvis værkerne er gode og på en række parametre fungerer som kunst ville det være himmelråbende uretfærdigt ikke at anerkende det i ’normale’ institutionelle rammer. Det er på den baggrund Randers Kunstmuseum nu markerer Kenneth Rasmussens 50 års fødselsdag med en soloudstilling.

Vi glæder os til at dele udstillingen med Jer.

Download magasinet her

Du er måske også interesseret i