Nordisk landskab

– Af Hardy Brix

Randers Kunstmuseum har modtaget en fornem donation fra kunstneren Hardy Brix (f. 1951), Maleriet Nordisk landskab fra 1995. Maleriet, der måler 190 x 250 cm kan opleves i samlingen.

I 2002 havde Randers Kunstmuseum en udstilling med Arktiske landskaber af Hardy Brix. Stilfærdige abstraktioner i olie og akvarel over polaregnenes dybfrosne ødemarker, øgruppen Svalbard i Ishavet, Grønland og Antarktis.

Udstillingen var en i en række, der satte fokus på landskabet i de nordatlantiske områder, herunder Ingalvur av Reyni (1998) og Tróndur Patursson (2000 og 2003).

I forbindelse med udstillingen af Hardy Brix i 2002 skrev daværende museumsleder Finn Terman Frederiksen:

Det arktiske landskabs mangeartede form- og farvekomponenter udsættes i atelieret for en intensiv nærlæsning, det større billedformat bringer et næsten i det uendelige varieret register af jordfarver, gråtoner, grønne og blå nuancer til udfoldelse i den lagvise farveopbygnings mere eller mindre æteriske væv af lasurer, hvormed kunstneren giver sin abstraherende fortolkning af himmel og hav og af landskabets atmosfærisk slørede is- og klippeformationer.


Udstillingerne af nordiske landskabsabstraktioner satte spor i samlingen gennem en række værker og nu også denne fine donation.  Vi glæder os til at dele den med publikum.

Dansk kunst 1800-2021

Oplev mesterværker fra den danske kunsthistorie fra år 1800 til i dag. Se dem digitalt og oplev dem fysisk på museet!