Randers Kunstmuseum har erhvervet kunstneren Kirsten Justesens (f. 1943) hovedværk Pussy Power fra 1970 (remake). Med erhvervelsen har Randers Kunstmuseum tilføjet et væsentlig tidligt arbejde af en betydningsfuld kvindelig kunstner til museets samling.
Kirsten Justesen er en markant dansk kunstner, der fra begyndelsen af sin karriere i slutningen af 1960’erne til nu har sat betydningsfulde aftryk på den danske kunstscene. Mange af Randers Kunstmuseums venner vil huske hende fra den store udstilling My Body Is My Tool på museet i 2013, og nogle har måske i 2023 haft lejlighed til at se hendes jubilæumsudstilling på Kunsten i Aalborg.
Justesens værker spænder over performance, skulptur og fotografi, der udforsker emner som krop, køn og identitet. Hendes kunst er kendetegnet ved en unik kombination af betydningsmæssig dybde og stram æstetik. Tit undersøger værkerne – der ofte har Justesens egen krop som udgangspunkt – kvindelighedens kompleksitet. Kroppen kan både afspejle og gøre oprør mod de forventninger, kvinder gennem tiden er blevet pålagt. Justesens kropslige feminisme og eksperimenterende tilgang til kunsten har derfor været med til at bane vejen for senere kunstnergenerationers aktivistiske og feministiske kunst.
Pussy-Power
Hovedværket Pussy Power, som Randers Kunstmuseum har erhvervet, er netop et tidligt eksempel på dansk feministisk kunst. Det gengiver otte ens sort/hvide fotos af en torso, der ved nærmere eftersyn genkendes som en nøgen, gravid kvindekrop set ovenfra. Hen over kroppens kvindelige former er med rød farve kalligraferet et pågående kampråb: ”pussy-power”. Det er et udtryk, der oprindeligt blev udmøntet i 1968 af den amerikanske skribent og aktivist Elridge Cleaver (1935-1998), som i 1960’ernes og 1970’ernes USA var en hovedstemme i de militante sorte panteres kamp for sortes og andre undertryktes rettigheder. Kampråbet proklamerede den magt, kvinder har over mænd, ved simpelthen at nægte dem sex.
I Justesens værk gentages kampråbet for hver gentagelse af kroppen; ”Pussy power, pussy power, pussy power”. Den energiske retorik blokerer dermed både bogstaveligt og metaforisk for, at beskuerens blik kan nyde den frodige kvindekrop som et passivt objekt. Kirsten Justesen forklarer selv sit arbejde med at undersøge og skabe en feministisk æstetik i begyndelsen af 1970’erne (i kunstnerkoloniens sæson fire, afsnit to):
Hvem er det, der ser? Hvad er det, der ses? Og vi sagde dengang: ”mænd ser, kvinder ses” og det er det blik, jeg så har arbejdet med at vende om.
Værket rummer således et opgør med det mandlige blik, som gennem historien fastholdt kvinder i roller som madonnaer, mødre og modeller.
Spørgsmål om kvinders rettigheder og empowerment er fortsat aktuelle emner. Pussy Power appellerer derfor bredt til alle, der interesserer sig for spørgsmål om ligestilling og køn, kunst og samfund. For nogle virker det måske voldsomt, at det engelske ord ”pussy”, som på dansk vel nærmest kan oversættes ”skede” eller med den mindre stuerene betegnelse ”fisse”, dukker op i titlen på et kunstværk.
Hvis man føler sig provokeret af titlen, kan det være et udtryk for, at man mærker værkets oprindelige og stærke udsagnskraft, eller rettere power! Da Kirsten Justesen i 1971 sendte Pussy Power ind til Kunstnernes Påskeudstilling i Kunstbygningen i Aarhus, blev det afvist. Måske fordi udstillingens censur ikke kunne godtage Pussy Powers kobling af en nøgen gravid krop og et feministisk kampråb. Heldigvis så andre straks styrken og potentialet. Kirsten Justesen har til denne artikel oplyst, at udstillingens plakatudvalg med kunstneren Niels Guttormsen (1932-2020) i spidsen bestilte Pussy Power til årets plakat for Kunstnernes Påskeudstilling. Dermed fik værket, der var udelukket fra selve udstillingen, et udstillingsliv i byrummet, hvor det inviterede indenfor i den udstilling, det selv var forvist fra.
Kampkraft
Pussy Power sætter fokus på kvinders rettigheder og handlekraft. Værket dokumenterer og bevarer derfor ikke blot en vigtig del af dansk kunsthistorie, men også et væsentlig stykke samfundshistorie. Justesen var aktiv i den danske kvindekamp, som i 1970 omkalfatrede samfundet og indledte et opgør med de traditionelle kvinderoller. Hun var medskaber og medlem af Kanonklubben, en professorløs kunstnergruppe (1968-1970) på Kunstakademiet, som lavede film, happenings, demonstrationer og debat. Sammen med andre af klubbens medlemmer var hun initiativtager til Rødstrømpebevægelsen og skabte derigennem en feministisk, aktivistisk kunstpraksis, som udfordrer kvinders repræsentation og rolle i samfundet.
Pussy Power har sammen med Justesens øvrige kunstneriske produktion haft en betydelig indflydelse på dansk kunsthistorie og har bidraget til at forme ikke blot den kunstneriske, men også den samfundsmæssige debat. Værket inviterer til dybdegående refleksioner over køn, krop og kunst og opmuntrer til diskussioner om politik, samfundsnormer og identitet.
Kirsten Justesen på Randers Kunstmuseum
Justesens indflydelsesrige position som pioner inden for performancekunst og feministisk kunst gør det essentielt at bevare og udstille hendes kunst for eftertiden. I 2013 fejrede Randers Kunstmuseum som nævnt Kirsten Justesens pionérrolle og 70-årsdag med særudstillingen Kirsten Justesen ─ My Body is my Tool. I forlængelse heraf erhvervede museet i 2014 fire værker af Kirsten Justesen fra begyndelsen af 1970’erne. Tre silketryk og en skulpturel værksuite, Omstændigheder, hvori der indgår skulpturelle afstøbninger af Justesens gravide mave. Pussy Powers markante udsagn supplerer på afgørende vis denne værkbestand gennem sit opgør med reklameæstetikkens kvindebilleder, ligesom det udvider og fornyer forståelsen af kunstmuseets værker af yngre kvindelige kunstnere, herunder Julie Nord (f. 1970), som snart åbner en særudstilling på museet, Gudrun Hasle (f. 1979), Mie Mørkeberg (f. 1980) samt Julie Stavad (f.1987), hvis store værk Untitled i 2022 blev indkøbt til museet. Endelig får museets mange værker med maskulint ophav en stærk feministisk dialogpartner i Pussy Power. Dermed giver erhvervelsen os mulighed for at fastholde vores engagement i og nytolkning af det tyvende århundredes danske kunsthistorie.
Randers Kunstmuseum arbejder vedholdende med at forny og udvikle vores viden om dansk kunst og at udvide og udfordre kanon, blandt andet med kvindelige kunstnere. Vi er derfor utroligt taknemlige for, at Augustinusfonden har skænket midler til at erhverve dette vigtige kunstværk.
Tekst: Inge Lise Mogensen Bech
Kirsten Justesen
Pussy Power, 1970 (remake)
Silkscreen print
170 x 115 cm