Kan man massefremstille eventyr? Kan man putte længsler og drømme på dåse, og slippe dem fri efter behov? Det inviterer kunstneren Katja Bjørn dig til at overveje.
Måske har du allerede opdaget, hvad der er i tønden? Tønden er forbundet med ledninger og slanger, som summer og brummer. Det gule advarselsskilt ser drabeligt ud. Det ligner et videnskabeligt eksperiment. Beholderen rummer dog hverken højspænding, olie eller giftaffald. ”Canned mermaid” (havfrue på dåse) står der på en tøndens side. Hvis du kigger ned i tønden, kan du se det eventyrvæsen, som svømmer rundt i den. Et ansigt kommer op til vandets overflade og betragter dig. Hvad får det dig til at tænke på?
Der står også ”preserved dreams and longings” (konserverede drømme og længsler) på tønden. Normalt rummer konservesdåser mad, som kan holde
sig længe. Normalt kan vi ikke købe eller udveksle vores drømme og længsler. Kunstværket her skaber en ny dimension, hvor følelser og håb kan fastholdes. Har du mon nogensinde forsøgt at fastholde en drøm? Hvis du kunne putte dit inderste ønske i en dåse, hvad skulle der så stå på dåsens etiket?
Katja Bjørn (f. 1967) er videokunstner og laver skulpturer, der udforsker menneskets og særligt kvindens eksistens og virkelighed.
“Lyt til kunsten” og mød kunstneren bag værket