I foråret og over sommeren 2024 viste Randers Kunstmuseum den meget populære udstilling Julie Nord – JÆRTEGN. På udstillingen udforskede billedkunstneren Julie Nord (f. 1970) tematiske og motiviske forbindelser på tværs af tid gennem en labyrintisk rejse ind i kunstens og fantasiens verden. Med helt nye værker og et retrospektivt udvalg af ældre værker af Nord samt lån fra Randers Kunstmuseums righoldige samling havde hun skabt en sanselig udstilling, der inviterede os til at reflektere over fortid og nutid og åbne for nye fortolkningsrum. Mødet mellem fortid og nutid tog form af tre nye monumentale collageværker skabt til udstillingen; De tre vogtere, Melankoli, Jærtegn og Drømmesyn. I værkerne har Nord malet motiver og symboler fra værker af kunstnere som Julius Paulsen, Rita Kernn-Larsen, Sonja Ferlov Mancoba og mange flere fra museets samling og syet dem sammen med nøglemotiver fra hendes egen motivverden. Hver vogter udgør en ny organisk helhed, der rammesatte fortællingen og stemningen i det enkelte rum på udstillingen.
Julie Nord fortæller:
”Jeg ville gerne lave noget helt nyt til udstillingen, og jeg fandt hurtigt ud af, at det skulle ske i form af tre store værker, et til hvert rum. Jeg ser dem selv som en form for vogtere. At der ved indgangen til hvert rum optræder en slags mytologisk figur, hvor jeg har arbejdet med rummets stemning og med at inddrage elementer fra værkerne i rummet. De er lavet i en form for collagestil. Det er en teknik jeg har arbejdet med ’on/off’ de sidste seks år. Jeg bruger en bestemt slags japansk bambuspapir, der har så lange fibre, at det næsten virker som tekstil. Det maler jeg på, klipper i og syr sammen, så det bliver et stort patchwork af indfarvet papir. Jeg synes, teknikken passer så fint til selve udstillingen, der jo også er en stor collage af værker fra museets samling og betydninger.”
Som del af deres generøse støtte til udstillingen har Aage og Johanne Louis-Hansens Fond, Augustinus Fonden og Ny Carlsbergfondet muliggjort, at De tre vogtere nu kan blive på Randers Kunstmuseum som en permanent del af museets samling. Det er helt utroligt at udstillingen nu får et blivende efterliv på Randers Kunstmuseum og så tilmed med tre værker, der i museets optik er blandt de allerbedste værker Julie Nord har skabt. Vi er meget glade og taknemmelige.
Julie Nord
De tre vogtere, Drømmesyn (passage), Jærtegn og Melankoli, 2024.
Akvarel og sytråd på japanpapir
230 x 106 cm.
Foto: Jan Søndergaard.