Takket være en fin donation har Randers Kunstmuseum indlemmet en lille gruppe malerier af den danske billedkunstner Ib S. Østergaard (1937-2022) i samlingen. De fire værker er skænket af kunstnerens hustru Kis Østergaard.
Ib S. Østergaard var mangeårigt medlem af den aarhusianske kunstnersammenslutning Sonde, hvor kunstnere som Per Neble (1937-2004) og Ingvar Cronhammar (1947-2021) var blandt kollegerne. Østergaard kom i sin tid også som gæst hos Sven Dalsgaard (1914-1999) og var på mange fronter en del af sin generations aktive kunstmiljø i Midt- og Østjylland. På Randers Kunstmuseum medvirkede Østergaard i udstillingen Niels Ebbesen – Myter og billeder i 1980.
De donerede værker til Randers Kunstmuseums samling repræsenterer en del af kunstnerens tidlige virke med tre store malerier fra årene 1966, 1967 og 1968. Dertil har museet også modtaget en værkserie på ti mindre malerier fra 1980. Værkerne lægger sig ind i et vægtigt spor i Randers Kunstmuseums samling med nonfigurativ og konkret kunst fra omkring midten af det 20. århundrede til i dag.
Randers Kunstmuseum er taknemmelig for at være blevet betænkt med disse fine eksemplarer fra kunstnerens tidlige maleriske udtryk.