Siden 1893 har Randers Kunstmuseums samling rummet Emilie Mundts værk Efter Hjemkomsten fra 1893, som viser et aftenselskab i kunstnerparret Emilie Mundt og Marie Luplaus hjem i København. Nu har museet erhvervet et værk, som fornemt perspektiverer maleriet.
Efter Hjemkomsten skildrer kunstnerhjemmet, som både fungerede som bopæl, atelier og kunstskole og samtidig var centrum for et levende kunstnerisk miljø. Som Næstved Tidende skrev 23. september 1893: ”hvem der har haft den Ære at besøge dette Kunstnerhjem på gl. Kongevej 136, hvor dagligstuen er et mægtigt Atelier, fyldt med dejlige Kunstværker af de flittige Kunstnerinder, glemmer sent det Skjøndhedsindtryk, der modtages og de elskværdige og gjæstfrie Værtinder”. Kunsten på væggen afspejler kunstnernes produktivitet og giver formentlig et øjebliksbillede af de værker, som kunstnerne selv ejede, arbejdede på, eller havde til salg.
Der ses flere af Luplaus landskaber og et dobbelt barneportræt, der måske er malet af Mundt. Tre af værkerne er indrammede, hvilket antyder, at de har fundet en mere permanent plads i hjemmet. Det store indrammede landskab findes i dag på Vardemuseerne, mens værket bag petroleumslampen i baggrunden, som viser tordenskræpper foran en bondegård, ikke har været kendt.
Randers Kunstmuseum har købt et maleri af Emilie Mundt med et tilsvarende motiv. Her ser man et hav af grønne tordenskræpper foran en forfalden stråtækt bygnings hvide mure – med en enkelt lerklinet svalerede under tagskægget. Ved første øjekast virker motivet måske traditionelt, men beskæringen er radikal. Kompositionen, hvor mur, tag og skræpper fylder hele billedfladen, minder om fotografiets moderne afskæringer og perspektiv.
Værket vidner også om, at kvindelige kunstnere gjorde krav på landskabet som motiv. Valget af det landlige tema peger måske på storbykunstneres fascination af provinsens natur – og på en kunstnerisk vilje til at overskride samtidens snævre forventninger om, hvad kvinder kunne og burde male. Eller som Næstved Tidende konkluderede om Mundt og Luplau i 1893: ”…begge staar i yderste radikale Fløj [af Kvindesagen] og [har] et levende Ønske om, at der snarlig maa naas absolut lige Ret og Adgang til alt for Kvinde som for Mand.”
