Den 27. oktober 2023 blev der indviet en ny skulptur i det offentlige rum; Erik A. Frandsen: BAR ROMA på Thors Trappe i Randers. Det markerede Randers Kunstmuseum med en fokusudstilling med Frandsens nye malerier og tegninger fra 2023 samt skitser og modellen til skulpturen. Nu får udstillingen et permanent efterliv på museet. Takket være støtte fra Pedersen & Nielsen Automobilforretning, Randers Kommunes Kunstfond og Ny Carlsberg Fonden kan museet også fremover præsentere modellen til skulpturen, det store maleri Uden titel, 2023. Olie på lærred, 170 x 200 cm. samt en række tegninger i oliekridt, doneret til museet af kunstneren. Erhvervelserne vil ikke blot perspektivere museets fine samling af Frandsen og italesætte en vigtig samfundsdiskussion. De forankrer også et væsentligt skulpturelt monument i byen musealt og formidlingsmæssigt. Skulpturen BAR ROMA er 8 meter lang og skabt af sprøjtemalet aluminium. Det drejer sig om statue af en kappeklædt mand, der er væltet ned af en alt for lille sokkel.