Randers Kunstmuseum arbejder erhvervet et markant værk af Gudrun Hasle (f. 1979), der med sit stærke visuelle udtryk aktualiserer centrale temaer i samtiden – herunder det uperfektes styrke, sprogets begrænsninger og kvinders rettigheder.
Værket viser en nøgen kvindekrop broderet på gul baggrund. Hoved, hånd og skinneben er dækket af blå fuglesilhuetter, mens et rødt hus med en broderet livmoder centralt er placeret midt på torsoen. Kønnet er dækket af en mælkebøtte i frø, der sender sine frø op mod livmoderen. Nederst er broderet: “JEG HAR INGE ORD” – hvor det fejlstavede “inge” intenderet afslører Hasles ordblindhed. Stavemåden udfordrer nemlig idéen om det perfekte. Fejlen sætter imidlertid ikke blot fokus på Hasles personlige erfaringsunivers. Den giver beskueren mulighed for at spejle sig i den skrøbelighed, der følger med at indrømme, at man ikke er perfekt. En indrømmelse, der rummer en frisættende kvalitet, for angst for at fejle kan ofte være handlingslammende.
Hasles værk trækker æstetiske tråde tilbage til 1970’ernes protestkunst, hvor stærke farver og enkle symboler formidlede samfundskritik. Samtidig referer livmoderen direkte til Henry Heerups (1907-1993) værk Livmoder fra 1941, mens mælkebøtten minder om det bomærke, som kvindelige kunstnere valgte for Kvindernes udstilling i 1895. Jeg har inge ord ligger desuden i naturlig forlængelse af en række centrale tematiske spor i Randers Kunstmuseums samling. Det har f.eks. oplagte forbindelser til museets stærke bestand af konceptuelle ordværker – fra Anders Bonnesens (f. 1978) Watch your language-værker til Sven Dalsgaards (1914-1999) ordspil og Poul Pedersens (f. 1933) visuelle sproglege. Det tilfører en ny dimension til dette spor ved at kombinere tekst og tekstil i et feministisk, poetisk og kropsligt udtryk. Desuden perspektiverer værket nyere erhvervelser som Kirsten Justesens (f. 1943) Pussy Power fra 1970 og Kenneth Rasmussens (f. 1972) strikkede tekstilværk Uden titel fra 2023, der begge udfordrer samfundets perfekthedsideal og kropsnormer.
Gudrun Hasle: Jeg har inge ord, 2019. Stof, tråd og broderi, 189 x 95 cm