3., 4. og 5. klasser på Randers Kommunes folkeskoler inviteres til at deltage i et samskabt kunstprojekt med kasserede bolde, der sætter fokus på affald op til Billedkunstens dag 2027.
Bolde er fantastiske til leg, fællesskab, sport og bevægelse – men hvad sker der, når bolden ikke kan mere? De fleste bolde ender desværre som restaffald eller på deponi og belaster dermed klima og miljø. I forbindelse med Billedkunstens dag 2027 inviterer kunstner Anni Holm, Affaldsskolen og Randers Kunstmuseum derfor skolebørn til at sætte fokus på denne problematik og være med til at give kasserede bolde nyt liv.
Gennem projektet omdannes gamle bolde til farverige jordkloder – drømmeverdener med håbefulde fortællinger om jordens fremtid – skabt med papmaché af kasseret gavepapir. De mange kloder samles til én fælles installation i byrummet (nærmere information om placering følger).
Tilmeld gerne en hel årgang til forløbet, som kan bruges som del af undervisningen i:
- Billedkunst
- Natur og teknologi
- Dansk
Forløbet består af to skolebesøg, som afvikles mellem uge 45 (2026) og uge 6 (2027), samt den store finale på Billedkunstens dag onsdag den 17. marts 2027:
- En dobbeltlektion på skolen med kunstner Anni Holm og Affaldsskolen, som introducerer til projektet og igangsætter kreationerne. Klasserne skal selv indsamle kasserede bolde (én pr. elev) samt brugt gavepapir og gavebånd til deres egne projekter forud for første besøg.
- (Hvis det ikke lykkes at samle nok, kan arrangørerne hjælpe med lidt ekstra bolde og materialer)
- En dobbeltlektion på skolen med kunstner Anni Holm, hvor eleverne sættes i gang med at male jordkloderne. Herefter færdiggør klassen selv elevernes værker.
- Billedkunstens dag d. 17.marts: Alle klasser mødes i Randers midtby (placering og tidspunkt følger) og fejrer den fælles installation, som alle jordkloderne bliver en del af. Det samskabte værk vises herefter i byen i en afgrænset periode.
OBS: Imellem de to skolebesøg skal klassen selv nå at lave papmaché-delen færdig inkl. tørretid, så de er klar til bemaling på andet besøg.
Ved tilmelding fremsendes en udførlig forløbsbeskrivelse, med uddybning af, hvilke materialer, der kræves.
Book et forløb med skolebesøg på datoer efter eget ønske ved kontakt til Randers Kunstmuseum på butik@randerskunstmuseum.dk / 86 42 10 92