Theodor Philipsen (1840-1920)
Malkeplads ved Dyrehavegård,
1901 Olie på lærred, 151 x 217 cm.

Theodor Philipsen (1840-1920) maler relativt sjældent værker i meget store billedformater. Det bliver kun til fem monumentalbilleder med billedformat over 150 x 200 cm. Henimod 1800-tallets slutning og i tiden omkring århundredeskiftet etableres en række provinskunstmuseer i nyopførte museumsbygninger. De nye kunstinstitutioner er købelystne, og store billeder står i høj kurs. Philipsens monumentalbilleder fra samme periode er antagelig hans svar på denne nye efterspørgsel.

Malkeplads ved Dyrehavegård bliver udstillet på Den Frie i 1902. I 1911 bliver billedet solgt til Randers Kunstmuseum og der måtte to årsbudgetter til at dække den bekostelige erhvervelse. Værket er en varieret gentagelse af et billede fra 1895. Toppen er skåret af det store træ i forgrunden, og billedets farvekonstellation adskiller sig en del fra det tidlige maleri; fx er jordens iøjnefaldende violette refleksfarver her afløst af en blegere rødlig belysningsfarve. Dyrehavegård-billedet er særdeles smukt komponeret og meget vitalt i sin impressionistiske farvebehandling. Maler, kunsthistoriker og tidligere museumsdirektør på Statens Museum for Kunst, Karl Madsen (1855-1938), kalder det ligefrem ”en af Philipsens pragtfuldeste Kompositioner”, hvormed han ikke mindst sigter til dets formgivning og dets kolorit.

Det sker på Randers Kunstmuseum

Der ermasser af aktiviteter, events og tilbud, der inviterer børn og voksne møde kunsten. Vi glæder os til at tage imod dig.