Åbningstale til Katja Bjørns udstilling Tidevand, Randers Kunstmuseum, 31. marts 2023 ved Professor Jacob Wamberg, Institut for Kultur og Kommunikation – Kunsthistorie, Århus Universitet

Det er et dunkelt univers, vi inviteres ind til på Katja Bjørns nye udstilling Tidevand. Som i en måneoplyst nat har farverne måttet vige for en næsten eksklusivt sorthvid skala, hvor videoprojektionernes materie belyses på en grund af begsort mørke, og de håndgribelige hvide strudseæg i udstillingens eneste egentligt fysiske indslag er indfattet i dunkle reolagtige kasser med nedhængende mørkfarvede strikstykker. Koblingen fra tidevand til en måneskinsagtig sorthvid skala forekommer ikke tilfældig, for månen er jo den hovedkraft, der rykker i det våde element. Inden Newton i 1680erne kastede sit nøgterne fysiske lys på tidevandet og brugte det som hovedcase for sin nyopdagede naturlov, tyngdeloven, var det ganske vist hyldet i mystik, hvilke kræfter, der egentlig forbandt månens faser med tidevandets svingning mellem ebbe og flod, men så meget desto mere lod forbindelsen sig indvikle i en anden mærkværdig alliance: den mellem månen og kvindekroppens frugtbarhedscyklus. Var menstruationsblodets kommen og gåen måske en slags mikrokosmisk rødt tidevand?

Den type spørgsmål fra forne tiders mytiske verdensforståelse presser sig på, når man går til udstillingens største og titelgivende videoinstallation. For de mange måner, der svæver over forgrundens tidevandsbølgende dyb, tilhører faktisk ikke entydigt det ydre rum, selvom hele setuppet har en realistisk science-fiction-agtig kvalitet, der kunne genkalde Stanley Kubricks Rumrejsen år 2001 (1968). Med ekko fra Kubricks mere diskret organiske himmellegemer fyldes det blæksorte himmelrum nemlig af gigantiske æg ophængt i snore og faseagtigt belyst fra siden. Endda hænger de ikke stille, men svinger frem og tilbage, som er svingningerne udtryk for deres skiftende faser. Herigennem forvirres rollefordelingen mellem årsag og virkning, for er vi i virkeligheden selv anbragt på en fremmed havdækket måne og ser over på grotesk opforstørrede eksemplarer af det, vores egne tidevandskræfter afstedkommer? På verdensæg, der har jordens og dyrenes urtilblivelse i sig, men genudklækkes hvert øjeblik i nutiden?

I hvert fald betjener dette og mange andre af installationens billeder sig af et typisk Bjørn-greb: drastiske skalaskift, eller rettere: sammenblanding af skalaer, der normalt er henlagt til hvert deres naturregime. I et andet af rummets videosekvenser synes vi umiddelbart anbragt i ørkenlandskaber med episk svungne klitter, men på tilsvarende vis viser de sig at være montager af menneskekroppe, hvis identitet er udvisket, når bortses fra et pågående materielt nærvær. Når man bevæger sig rundt blandt disse korporlige terrænformationer, der sitrer organisk, som udsat for en kæmpes vejrtrækning, føler man sig endnu dybere nedsunket i den førmoderne forestilling om jorden som en gigantisk krop.

Tidevandet kunne også selv forstås som en slags vejrtrækning, når underjordiske ånder og kropsvæsker rejste sig i sympati med månen, sådan som det foresloges i Gilbert of Colchesters Nye filosofi om vores sublunare verden (1651). Selv en så ædruelig astronom som Johannes Kepler kunne i sin Harmoniske verdener fra 1619 spørge: ”Hvad er faktisk mere som jordiske dyrs åndedrag, og især fisks gensidige handling, når de optager vand gennem munden og derpå skubber den ud af deres gæller, end havets daglige ebbe og flod?” Selv de ellers så hårde bornholmske klipper, kameraet zoomer helt tæt på, bliver del af dette nyorganiske regime og giver mindelser om de ejendommeligt dominerende klippeformationer, som det myldrer med i byzantinske ikoner, mosaikker og fresker. Som manifestation af jorddybet i middelalderens organiske verdensbillede synes disse krystalformer ejendommeligt levende og præget af de kaotiske skabelseskræfter, som gennemsitrer den kvindelige urbeholder, chora, ifølge skabelsesmyten i Platons Timaios. Vil man i kontakt med Katja Bjørn på email, er det ikke for ingenting på domænet chora.com, man skal opsøge hende.           

Men så er der jo også æggene. Helt i overensstemmelse med skalaernes glidning hos Bjørn udsættes de for knopskydning både i deres himmelske æter og på jorden. Udover at himlen huser en hel skare æggeagtige moderplaneter eller søstermåner, ser man også i jordmiljøernes mindre skala, at de genkommende klynger af strudseæg fremstår som bizarre opforstørringer af kvindens æg. Når de samler sig i klynger omkring kvinder, der helt forsvinder bag deres lange, Maria Magdalene-agtige hår, får kvinderne mindelser om Artemis fra Efesos med hendes drueklase af bryster.

I deres pendulagtige svingninger synes æggene desuden at optegne en konfliktzone mellem et genkommet kropsbaseret og et moderne, mere abstrakt kalkulerende verdensbillede – mellem et geocentrisk, himmelskalsomgærdet kosmos som det, der faktisk toner frem over tidevandet på den store installations endevægge, og så det heliocentriske, orienteringsløse univers, vi stadig bilder os ind, vi svæver frit omkring i. For ifølge den nye matematisk objektiverende tyngdelov, som Newton udfandt, opstår tidevandet mere præcist som følge af månens indvirkning på en roterende jord i kredsløb omkring solen. Og hvad der kunne registrere den rotation, var netop et pendul ophængt i en lang line, som langsomt skiftede svingningsplan, sådan som det demonstreredes af den franske fysiker J.B.L. Foucault i 1851. Så i Bjørns feminiserede udgave har æggene overtaget rollen som vægte i Foucaults ellers så nøgternt registrerende pendul. Som man ser i indgangsrummets nærbilleder, hvor æggene har klumpet sig sammen i klynger uden tidevand, kan de komme op i nærmest maniske svingninger, som tilhører de hver deres roterende planet på speed.

I modsætning til så mange andre videokunstnere i sin generation, især de kvindelige, udfolder Bjørns videoinstallationer sig på en vis afstand af den nære sociokulturelle historie – i en tid, man bedst kan kalde mytisk. Så selvom man som halvbedøvet miljøparanoiker ikke kan se billeder af stigende vand og nøgne vildmarksterræner uden straks at sende tankerne i retning af den antropocæne katastrofe, vi alle gennemlever i slow motion, er det indlysende, at denne miljøkrise har været gennem adskillige mytiske filtre, inden den er nået ind i Bjørns videoscener. I en udstilling, hvor manden i øvrigt glimrer ved sit fravær, fornemmer man alligevel et samtidsbundet tema presse sig på: spørgsmålet om kvindens livsroller. Er de kosmiske hentydninger til kvindens cyklus tegn på, at kvinden omsider har frigjort sig fra mandens dominans og overtaget kontrollen med reproduktionen, eller indebærer den potenserede kvindelighed tværtimod, at hun taber sin identitet og bliver en omvandrende paryk over en æggeklase?

Spørgsmålet strammes, når udstillingen går tæt på, hvad der umiddelbart ligner mere personliggjorte kvinder. I centralrummets langsomt udfoldede kædedans defilerer en skare af kvinder i alle aldre sidelæns forbi, to skridt frem, et tilbage, som genopfører de et glemt middelalderligt ritual. ”Hvor vidt kan kvinderne bevare deres individuelle personlighed i denne kæde, der er lige så stærk og fællesskabsopbyggende, som den er kønsligt ensidig?” synes videoen at spørge – eller er det bare min maskulint bekymrede røst, jeg hører i mit indre privilegiedøve ekkokammer? Og i udstillingens tredje rum møder vi kvindelige repræsentanter for samtlige livsaldre – barn, ung, moden, ældre – der på højst ambivalent vis fremsætter betragtninger om deres roller opad og nedad i denne generationernes russiske dukke: mor/datter, barnebarn/bedstemor etc. I den ofte hårde sorthvide kontrast, som ind- og udzoomningerne på disse kvinder holdes i, balancerer de på fascinerende vis mellem det individuelle og det generiske, mellem bekendelser fra sårbare enkeltkarakterer og truismer, der virker som ytringer fra en fossileret urtid, automatiske udsagn fra mosefundslignende gengangere.

I sin nye udstilling har Katja Bjørn kort sagt ramt en nerve midtvejs mellem et kriseramt kosmos og så nogle af samtidens mest presserende kønsspørgsmål.

Hvis mændene ellers tør bevæge sig indenfor i den matriarkalske zone, er det måske dem, der får mest at tænke over.

Velkommen til måneæggenes nat.