Mindeudstilling
Jørgen Haugen Sørensen (1934-2021)

Præsentation af en række skulpturelle hovedværker fra
museets samling.

Installationsfoto fra udstillingen på Randers Kunstmuseum udstilling i 1979 med Rørskulptur (Portræt af et par), 1960, i forgrunden og bronzeskulpturen Både drenge og piger, 1961, i baggrunden

Den 22. november 2021 døde billedhuggeren Jørgen Haugen Sørensen, 87 år gammel. Han sov stille ind i sit hjem i Pietrasanta, en norditaliensk by, der gennem århundreder har tiltrukket kunstnere fra hele verden på grund det lokale Carrara-marmor. På trods af, at han var bosat uden for landet en stor del af sit liv, efterlader Jørgen Haugen Sørensen sig et markant aftryk på dansk billedhuggerkunst.

På Randers Kunstmuseum markeres hans store indsats med skulpturen som medie nu med en præsentation af en række skulpturelle hovedværker fra
museets samling. Værkerne daterer sig fra 1960 til 1974 og er indlemmet i samlingen omkring samme periode. I 1979 viste Randers Kunstmuseum en stor udstilling med hans skulpturer og tegninger.

I mindeudstillingen, som præsenteres dette forår, vises blandt andet dele af bronzeskulpturen Portræt af en gammel aftale, 1972. Værket blev skabt til en udstilling i Galerie Birch i 1972. Haugen Sørensen havde en mangeårig tilknytning til Børge Birchs galleri og om udstillingen i 1972 har han selv beskrevet: ”Hvert år i de sidste 12 år har jeg haft en aftale med Børge om en udstilling. Afstanden mellem udstilling og aftale blev større og større, som tiden gik. Indtil jeg, som eneste mulighed måtte lave et portræt af situationen. Hvert eneste stykke bøjet metal (voks) er en del af aftalen, en del af motivet. Derfor opfatter jeg tingen som een ting med forskellige kompositionsmuligheder.”

Kunsthistoriker Allis Helleland uddyber i sin biografi om kunstneren fra 2007:

“Jørgens idé var at finde ud af, hvad der sker, når den samlede skulptur er sprængt og opløst i mange detaljer, og hver enkelt af de frigjorte
dele får ligelig betoning og værdi. Han kaldte dem portrætter og forklarede, at de var portrætter af en sindstilstand, en forlist verdens
vragdele, hvormed han udstillede sin magtesløshed. Her hentydede han nok både til den generelle verdenssituation med Vietnam-krig,
ungdomsoprør og opløsning af borgerlige normer og autoriteter, og til sin personlige livssituation med et forlist ægteskab og skilsmissebørn, og sikkert også til sin egen kunstneriske situation, hvor han i årene forinden havde brudt skulpturen helt ned.”

I mindeudstillingen på Randers Kunstmuseet præsenteres ud over museets samling af skulpturer fra Haugen Sørensen hånd også en
række tegninger, samt hæftet En berettelse for de mindste, med 14 farvelitografier trykt i Paris, 1962.

Du er måske også interesseret i