Jens Adolf Jerichau (1890-1916)
Susanne i badet, 1916
Olie på lærred
Bibelsk forlæg
Forlægget for værket er den dramatiske bibelske fortælling om Susanna, der overfaldes af to mænd i sit udendørs bad i hjemmet. Det er denne scene vi ser i Jens Adolf Jerichaus (1890-1916) værk. Fortælling går videre og beskriver, hvordan mændene agter at anklage Susanna for ægteskabsbrud, hvis hun nægter til at have samleje med dem. Det nægter hun, og anklages således. Ved guddommelig indgriben frifindes hun, og de to mænd dømmes for falsk vidne.
Med Picasso i Paris
Jens Adolf Jerichaus (1890-1916) tragisk korte liv er en uløselig del af fortællingen om kunstneren, der med stor intensitet kom til at få stor betydning for udviklingen af den danske kunstscene i årene omkring første verdenskrig. Jerichau kom fra en familie af kunstnere, og vejen imod Kunstakademiet blev udfyldt af en type mesterlære hos Fritz Syberg (1862-1939), en af de vigtigste omkring kunstnerkredsen Fynboerne. Jerichau debuterer i 1914 på Kunstnernes Efterårsudstilling, og rejser året efter til Sydfrankrig, og sidenhen Toledo, hvor han besøger Jens Ferdinand Willumsen (1863-1958). I foråret udstillede han en række nye værker på Den Frie i København, hvor centrale samlere som J. Rump (1861-1932) og Chr. Tetzen Lund (1852-1936) indkøber flere værker. Herefter rejser han tilbage til Paris, hvor han blandt andet stifter bekendtskab med Pablo Picasso (1881-1973), der inviterede ham til at rejse til Bretagne for at arbejde sammen med ham. Samme år som Susanne i badet du står overfor nu, er malet, tager Jerichau sit eget liv i Paris.