Aktuel særudstilling
Jeannette Ehlers - Crossing Waters: Ripples of Tomorrow
30. november 2024 til 26. januar 2025
Gennem video, performance og installation væver Ehlers kollektive erindringer sammen med kropslighed. Hun udforsker den vestlige kolonihistorie og de bølgeslag, den fortsat skaber i dag.
Ehlers er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Hun bor og arbejder i København, men har rødder i både Danmark og Trinidad. Det er hendes egen arv og identitet der danner afsæt for hendes værker. Ehlers udforsker den vestlige kolonihistorie og de bølgeslag, den fortsat skaber i dag.
I sin praksis lægger Ehlers stor vægt på kroppen og det performative. Hun bruger sin egen krop og sin egen erfaring som brun krop i verden som afsæt, men inddrager og sammenfletter ofte andres stemmer og vidnesbyrd i sine værker. Hun bygger bro mellem det personlige, intime og det kollektive og politiske.
I sine værker hylder Ehlers den afrikanske diaspora. Et udtryk der betegner grupper, der bevarer deres kulturelle identitet og bånd til deres oprindelige hjemland, selvom de bor i andre lande. I dette tilfælde efterkommerne af afrikanere, der blev spredt rundt omkring i verden, især som følge af den transatlantiske slavehandel.
For Ehlers er fortiden del af en levende og omskiftelig nutid. Den påvirker vores forståelse af virkeligheden, vores sprog, billeder og de fortællinger, der definerer os. Udstillingen er således iscenesat som en reflekterende cyklisk rejse, hvor den koloniale fortid aktiveres og forbindes med nutidige spørgsmål om migration, identitet og kampen for repræsentation.
Udstillingen er produceret i samarbejde med Le Bicolore, Det danske hus i Paris, og er del af projektet I-LAB. Den er kurateret i samarbejde med Jeannette Ehlers, Anna Krogh-Rosenlund og Elisa Leïla Durand.
Om Jeannette Ehlers
Jeannette Ehlers har en meget lang og imponerende internationale udstillingskarriere bag sig, men udstillingen på Randers Kunstmuseum er hendes første soloudstilling i Jylland. Et centralt fokus for Ehlers undersøgelser er forskellige repræsentationer af sorthed og hun vakte stor debat i 2018, da hun sammen med den caribiske kunstner La Vaughn Belle skabte det første store mindesmærke over den danske kolonihistorie i form af skulpturen I Am Queen Mary foran Det Vestindiske Pakhus i København.
Der vises både helt nye værker og et retrospektivt udvalg af ældre.
Publikation
I forbindelse med udstillingen udgives publikationen Jeannette Ehlers: Crossing Waters: Ripples of Tomorrow med tekst af kurator Anna Krogh-Rosenlund, Kulturråd Catherine Lefebvre og Élisa Leïla Durand. Den kan købes i museumsbutikken for 75 kr.
Film
Filmselskabet Immersive Stories har endvidere produceret en film om Jeannette Ehlers og arbejdet med udstillingen, der kan ses på museet og herunder.
Udstillingen vises fra den 30. november 2024 til den 26. januar 2025.
Udstillinger
Udstillingen er realiseret takket være generøs støtte fra følgende fonde
15. Juni Fonden, Augustinus Fonden, Beckett Fonden, Knud Højgaards Fond, Konsul Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond og Statens Kunstfond