DATO / 18. februar – 7. marts 2025
STED / KUNSTLabs værksted, Randers Kunstmuseum
Tegner, illustrator og forfatter Kamila Slocinska inviterer til et forløb med tegning, billedbogsillustration og visuelle bogeksperimenter. Her vil hun følge deltagerne med opgaver, oplæg og sparring i forløbet ”Billedbogen som udtryksform”, der afsluttes med en udstilling af deltagernes projekter på Randers Bibliotek fredag den 7. marts.
Tegning er vores egen personlige visuelle sprog, og ligesom vi alle har vores særegne håndskrift, så har vi også alle vores helt egne udtryk og streg når vi tegner. I dette forløb kommer deltagerne til at arbejde med at dykke ned i og undersøge deres eget personlige visuelle udtryk og tegnestil. Undervejs i forløbet kommer deltagerne til at stifte bekendtskab med og arbejde med alsidige og legende måder at skabe personlige billedbøger på. Vi kommer til at fokusere på intuition, inspirerende tilfældigheder og æstetisk selvtillid, og øve os på at slippe perfektionisme, rigtige teknikker, selvtvivl og idealiseringer af andres kunnen. Kort sagt er hensigten med dette forløb at hjælpe dig med at finde frem til og fordybe dig i din egen personlige måde at udtrykke dig med din tegning på, finde nye værdier, muligheder og styrke i dine egne tegninger og give dig en introduktion til billedbogens uanede muligheder, som du forhåbentligt kan udnytte i dit fremtidige kunstneriske virke.
Tegner, illustrator og forfatter Kamila Slocinska er uddannet fra Danmarks Designskole og Glasgow School of Art. Hun arbejder med med at tegne og illustrere alskens billedbøger for børn, voksne og nysgerrige sjæle. Derudover arbejder hun også med den tegnede fortælling i andre former.
Workshop-forløbet foregår henover to uger:
Tirsdag d. 18. februar / kl. 18-21: Opstart
Lørdag d. 22. februar / kl. 10-16: Workshop
Tirsdag d. 25. februar / kl. 18-21: Laboratorium
Tirsdag d. 4. marts / kl. 18-21: Laboratorium
Fredag d. 7. marts / kl. 16-18: Afsluttende udstilling på Randers Bibliotek
Hele forløbet finder sted på KUNSTlabs værksted på 2. sal i Kulturhuset
Deltagelse er gratis, men fordrer tilmelding via museets webshop.
Laboratorium for fri kunstnerisk tænkning
Forløbet er del af projektet LABORATORIUM FOR FRI KUNSTNERISK TÆNKNING, for kunstnerisk nysgerrige og kreativt tænkende unge. Projektet udfolder sig over fire forskellige forløb, faciliteret af fire vidt forskellige professionelle kunstnere i løbet af efteråret 2024 og foråret 2025.
Deltagelse er gratis, men fordrer tilmelding via museets webshop. Man kan tilmelde sig hver af de fire forløb separat.
Læs mere om årets fire forløb her.
Laboratoriet er finansieret af Statens Kunstfonds Huskunstnerordning og udbydes i et tværfagligt samarbejde mellem Randers Bibliotek og Randers Kunstmuseum.