Nytårsaften 1987/88 tog Claus Carstensens nære ven K. sit eget liv. Hans død udløste et sandt arbejdsraseri, som – set i bakspejlet – nok var ligeså meget et sorgarbejde. Godt halvanden måned efter opkaldet, den 12. februar 1988, fandt Carstensen alle de papirer, lapper, adresser, billetter, kvitteringer, flyveblade, informationsark osv., som han havde haft liggende i skotøjsæsker siden 1973, frem og begyndte at bearbejde dem. Det stod på i over ti måneder – med samme faste rytme: I atelieret ved ni-tiden og hjem igen ved atten-tiden. Hver dag den samme, næsten maniske bearbejdning af alle disse papirer: tegninger, akvareller, collager, bemalinger og ophobninger. Et på alle måder udtømmende og excessivt arbejde, der sluttede, da der den 22. december 1988 ikke var mere materiale at bearbejde.
Det var den dag halvfjerdserne døde.
De 1.159 papirarbejder, som kom ud af den intense sorgproces, danner en æstetisk, samtidshistorisk og intim journal over 1970’erne. Udstillingen præsenterer det samlede materiale samt en lang række nye malerier, hvor Carstensen fortolker materialet i monumentalt format. Det er første gang materialet præsenteres for offentligheden. Udstillingen ledsages af en omfangsrig publikation samt et magasin og en film, hvor Carstensen præsenterer nedslag i materialet.
