Særudstillingen vises til og med 11. maj 2025
Randers Kunstmuseums nye udstilling, Kvindernes moderne gennembrud, viser malerier af de kvindelige kunstnere, som brød igennem på kunstscenen i perioden 1880-1910. Udstillingen kan indgå i mange undervisningssammenhænge. I det følgende finder du ideer til, hvordan udstillingen kan tilgås for forskellige aldre og klassetrin.
Book gerne tid til jeres besøg, så vi har mulighed for at tage godt imod jer. Se praktiske oplysninger nedenfor.
Daginstitutioner og børnehave:
Billedsamtaler og sanseoplevelser
Malerierne er nemme at afkode, men forestiller en tid, der ligger langt fra børnenes hverdag. Brug dem som udgangspunkt for at tale om forskelle og ligheder mellem dengang og nu:
Hvem og hvad ser vi? Kig på malerierne og tal om personernes påklædning, omgivelser og stemning.
Farver og følelser: Hvilke farver gør jer glade, og hvilke virker triste?
Gør som på malerierne: Efterlign personernes stillinger – hvordan føles det i kroppen?
Blomster på lærredet: Hvad er børnenes yndlingsblomst? Kan de tegne den?
Sanseoplevelser: Hvordan ville maleriet dufte, lyde og smage, hvis man kunne træde ind i det?’
Forberedelse hjemmefra: Brug vores gratis malebogs-ark før besøget. Downloades her.
Ekstra oplevelse: Husk at besøge Kulturhusets børneunivers “Dit og mit Kulturhus” i kælderen.
Oplev udstillingen med en kunstformidler
Omvisninger og undervisningsforløb er gratis for dagplejegrupper, børnehaver og grundskoler i Randers Kommune. For øvrige klasser og hold er prisen: 1 time / 500 kr. og 1,5 time / 600 kr.
Booking af besøg med klasser i udstillingen (giv også gerne besked om jeres ankomst, selvom I ikke booker en museumsformidler):
Telefon 86 42 29 22 eller butik@randerskunstmuseum.dk