Can Artificial Intelligence generate Empathy?

DATO / 10. september til 23. oktober 2022
TID / kl.
 10-16

Udstilling på Randers Kunstmuseum ved den fransk-danske avantgardekunstner Thierry Geoffroy/Colonel (f. 1961)

I forbindelse med temaudstillingen Kunst og Politik har den fransk-danske avantgardekunstner Colonel aka Thierry Geoffroy skabt et helt nyt kunstprojekt, Can Artificial Intelligence Generate Empathy? / Kan Kunstig Intelligens Skabe Empati? Her anvender han kunstig intelligens til at skabe opmærksomhed om flygtningeproblematikker. Han har bedt en digital tjeneste skabe billeder ud fra sætningen:  ”Druknende flygtninge i havet tigger om hjælp”. Tjenesten har herefter omdannet ordene til billeder med brug af ’maskinlæring’, det, der i folkemunde bare kaldes kunstig intelligens. Herefter har han valgt hvilke stilarter, billederne skal produceres i. Det er der kommet en lang række konceptuelle værker ud af. De færdige værker vises på museet. Flere af dem er så overbevisende, at man ikke kan se forskel på de computergenererede billeder og så dem, mennesker tegner, maler og fotograferer. Men kan billeder skabt af kunstig intelligens være så gribende at de kan skabe empati?

Thierry Geoffroy skriver: ”Udstillingen sætter spørgsmålstegn, ikke blot ved kunstproduktionen, men også ved kunstens evne til at vække følelser, til at berøre vores menneskelighed, til at skabe empati. Står vi bare passivt og ser på eller røres vi af billederne? Samtidig sætter udstillingen spørgsmålstegn ved maleriet, kunsthistorien og den kommende flodbølge af kunst skabt gennem kunstig intelligens.”

Et af værkerne er ophængt i museets guldaldersal side om side med klassiske malerier og skulpturer fra en omtumlet periode i Danmarks historie.

Om kunstneren

Den fransk/danske konceptkunstner Thierry Geoffroy/Colonel (FR/DK, 1961) arbejder med kunstens kritiske potentialer ved bl.a. at udvikle nye formater for kunst og debat. Blandt formaterne er projekter som Emergency Art, Swapping Camp, Critical Runs etc. Han agerer ofte som en form for social iscenesætter, hvor han via guerillaagtige indgreb, eller ”invasioner”, inddrager omgivelserne og et mere eller mindre frivilligt publikum. Han har udstillet på museer som MOMA/PS1, ZKM Museum Karlsruhe, Moderna Museet i Stockholm, Museum Villa Stuck i München, Sprengel Museum i Hannover, Kunsthalle Mannheim og i forbindelse med biennaler i Venedig, Liverpool etc.

Ser mere information på

https://en.wikipedia.org/wiki/Thierry_Geoffroy